130
det kan den sikkert i første Række takke Oehlenschlågers udøde
lige St. Ilans-Aften-Spil for. Men om Livet der egentlig var saa
idealt, som det af Digteren skildres, er et andet Spørgsmaal. Vi
har Røster, der siger det modsatte. I »Tilskueren« for 1793, alt-
saa en halv Snes Aar inden Digterværket, siges, at de, der søger
Bakken, er 4 Slags: forvildede Svirebrødre eller Vellystninger, der
iler did for at give uordentlige Lidenskaber Tøjlen, Folk, der me-
thodisk rejser derhen, fordi Mode eller Vane, hvad man vil kalde
det, drager dem derhen i Kildetiden, ligesom den drager dem til
den støvede Kavallergang hver Søndag Eftermiddag, Familie- el
ler Venneselskaber, der rejser ud i Skoven for at fornøjes med
hverandre eller ved hverandre, der søger Glæde i deres egen Kreds
og ikke i den Menneskevrimmel, der omgiver dem, og endelig
Mennesker, der udmattede af alvorlige Sysler finder Hvile og Ad
spredelser i Synet af Galskaber, som de paa anden Tid, naar de
saa dem med mindre flygtigt Øje, næppe vilde forlystes ved at
betragte; Synet af menneskelig Fordærvelse og menneskelig Elen
dighed kan aldrig være glædeligt. Mennesker, der ved bedøvende
Larm beruser den uerfarne og ved Narrefjas bortgøgler hver god
Følelse, der maatte opkomme i hans Barm, skulde den Menneskeom
gang være kær! Der findes en Mængde Telte, blandt dem alle tror
jeg ikke, der er mere end 3 eller 4, hvor noget anstændigt Menne
ske kunde være bekendt at gaa ind og tage en Forfriskning, de
øvrige er fulde af disse elendige Skabninger, hvem vindesjrge Her
rers Gerrighed opofrede, eller som selv opofrede sig til Skænd
sel. — Der gaar han ind, den ulykkelige Yngling, der for et Par
Maaneder siden højtideligt med et rørt Hjerte tilsvor Gud og Dy
den evig Kærlighed — og glemmer dem begge! — Dette synes ikke
at tyde paa, at Forholdene da var meget bedre end nu, hvor
Dvrehavsbakken er en Skændsel for vort Folkeliv og en Skamplet
paa vor smukkeste Lystskov.
Man maatte trække tidlig hjemad, Fatter med Barnevognen
og med en Unge paa Armen, Mutter med een i hver Haand, og nær
mede man sig Staden, sattes Farten op, for man skulde naa ind,
inden Portene lukkedes; dette, at Portene skulde lukkes, fandt de
gode Borgere sig i med stor Sindsro, skønt de i Struensees Tid
havde kendt bedre Dage, da alle Portene stod aabne. Efter Stru
ensees Fald skriver »Aftenposten«, som i det hele taget er elle
vild over den forhadte Statsmands Ulykke: »I Værtshusene maa