134 / 166
134
for en indtrædende Skuespiller, og han for da op af Stolen for at
løbe ud af Logen. En Aften da, under Fægtningen i »Dido«, en
Stump af en Figurants Klinge sprang og fløj op i Logen og tilføjede
Kongen en lille Rift i Ansigtet, gav han sig til at skrige højt, satte
sig i Hovedet, at det var sket for at ombringe ham, og var kun
med megen Møje til at faa rolig. Naar han senere kom til det
samme Sted i Stykket, kunde han blive saa ængstelig, at man næ
sten ikke kunde faa ham til at blive siddende. Det var ikke al
tid, man kunde hindre Skandale. Thi uden at tale om, at det tit
faldt ham ind at gøre Grimacer og imellem Akterne eller under
vigtige Scener at løbe frem og tilbage i Logen og hoppe op og
ride paa det lave Skillerum, gav han af og til sin Tilfredshed el
ler Misfornøjelse til Kende paa en meget bemærkelig og egen
Maade, saaledes en Aften, da Skuespiller
Clausen
i »Emilie Ga-
lotti« spillede Rosings Rolle. Kongen havde altid godt kunnet
lide Rosing, derimod syntes han slet ikke om Clausen, fordi han
altid havde de onde Roller, og han kaldte ham derfor »der Schuft-
macher«. Lige fra Clausen denne Aften kom ind paa Scenen, be-
gyndte Kongen at ærgre sig over ham, fordi han ikke syntes ham
smidig, fin og hofmandsmæssig nok. Efter at han ved hver af
hans Replikker havde givet sit Mishag Luft ved højt at sige til
de omkringværende: »Wie ungeschickt«, »Der Tolpel«, »Entsetz-
lieh!« »Kein Kammerherr, sondern ein Lump« og andre drøje
Talemaader, tabte han tilsidst i 4. Akt Taalmodigheden, og med
Udraabet: »Das ist doch zu arg«, kylede han sin Kikkert ned paa
Theatret imod Clausen. Den for tæt forbi hans Iloved og faldt
et Par Skridt bag ved ham. Kongen sprang op og sagde hidsig:
»Tag den op!« men da der af den kongelige Familie blev tysset
paa ham, satte han sig ned og betragtede med tavs Forundring
Clausen, som hverken af Kastet med Kikkerten eller Kongens
støjende Befaling havde ladet sig bringe ud af Fatning, men uden
at forandre en Mine med største Ro fortsatte sin Rolle. Da Clau
sen længere hen i Scenen traadte tilbage, kom Kikkerten til at ligge
ham for Fødderne; uden at se ned til den sparkede han den nu med
en lille Fodbevægelse ind i Kulissen og begyndte sin næste Re
plik i en let og lunefuld Tone. Kongen for i det første Øjeblik op
og raabte forbitret: »Er untersteht sich!« — men gav sig derpaa
til at le højt og sagde muntert til de andre i Logen: »Courage
hat er dennoch«; for Clausen fik denne Episode ingen Følger,