133 / 166
133
cker noterer i sin Dagbog, naar hun har været ude at se det.
Senere, da Hoffet boede paa Landet paa Frederiksberg Slot, var det
almindeligt at drage derud Søndag Eftermiddag for at se dem
sejle omkring i Kanalerne. Men det blev dog endnu mere al
mindeligt i Frederik VI’s Kongetid; for Chr. VII teede sig under
tiden saa besynderligt, naar han kom i Land, at Folk blev bange
for ham.
Af og til gav Kongen Balparé paa Christiansborg, og efter
Slottets Brand fandt Festen Sted i det kgl. Theater, hvor Stolene
da blev tagne bort. Da der ikke var Plads til at soupere, fandt
Souperen Sted i Giethuset, og der serveredes koldt Bord og Drikke
varer. Autoriteterne fik Adgangskort til Uddeling blandt Ikke-
Rangspersoner, saaledes fik
Werlauff
en Gang som ung Student
en Billet af Universitetets Rektor. Man mødte i sort Silkedomino,
hvide Silkestrømper og Sko med Spænder og trekantet Hat. Ved
denne Lejlighed spilledes ogsaa det ellers forbudte Hasard. Her
saa Werlauff — del var saa sent som 1801 — Christian VII danse,
og man lagde især Mærke til den Grace, hvormed han, skønt
sindssvag, kunde optræde i den saakaldte Menuetdans, som
yé
senere er aldeles gaaet af Brug.
Selvfølgelig kom Hoffet ogsaa i Theatret; det bekendtgjordes
altid forud i Aviserne, og paa de Dage var der saadan Rift om
Billetterne, at Folk undertiden holdt Vagt udenfor Theatret om
Natten for at komme tidsnok, og begyndte Billetsalget, opstod
der hyppig Slagsmaal. I sine yngre Dage var Christian den Sy
vende meget theaterinteresseret, og det hændte tit, at han, naar
Theaterchefen indfandt sig hos ham for at forelægge ham Reper
toiret, forandrede Stykkerne de Aftener, han skulde derhen.
Frederik d. VI derimod interesserede sig jo aldrig for meget andet
end det militære. Dog ved man bl. a., at han morede sig over
de Heibergske Vaudeviller 1825. — Naar Kongen traadte ind, be
gyndte Orkestret at spille, og naar Herskaberne var til Stede,
maatte der ikke applauderes, før Signalet blev givet fra Kongelo
gen. Da Kongens Sindssygdom tiltog, vilde Hoffet gerne have
hindret disse Theaterbesøg, men af Hensyn til Publikum, der
var vant til Ivongebøget, kunde man ikke. Og dog var Kongens
Nærværelse sommetider pinlig nok. Undertiden kunde han midt
under Forestillingen blive bange eller for at more sig ved at sætte
de omkringværende i Bevægelse, lade, som om han blev bange