46 / 289
37
fat og vil mig i Hovedet slaa, da siger jeg: Husbond,
slaa mig ej i mit Hoved, thi jeg har ondt nok deri
iligevel, jeg gør mig ingen Svaghed af mig selv, jeg
kan paa denne Maner ingenlunde tjene Eder“. Da siger
han: saa gaa Fanden i Vold. Enten maatte jeg da
gaa bort eller jeg vilde være slaaet“.
Yinberg klagede derimod bl. a. over, at naar han
var ude, havde Drengen „indviklet sig i overflødig Om
gængelse med Drenge, den ene at opvarte ham med
sit Haar at skære og opsætte som Svinebørster, en
anden med Kyten og Byten, med Spender og hvis
(hvad) andet mig uvidende“. Kyten og Byten maa være
et Spil, ligesom „Spend“, der nu i Kjøbenhavn hedder
Klink, men i Jylland Spend; Kyten er et tydsk Ord,
der ogsaa hedder qviten, at kvitte, og byten betyder
at bytte, det er vel Spil om Knapper.
Drengen klager dernæst over Husbondens Mistænk
somhed og Gnavenhed og siger, at Begyndelsen til det
hele var, at han nægtede at bære ud med Pigen af
Sekretet paa Gaden, hvilket ingen Kræmmer begærer
af sin Dreng. Han led saa meget af Tandpine, som
man raadede ham at fordrive ved Tobaksmøgen. „Men
Gud hjælpe den, som i hans Tjeneste nogen Svaghed
tilkommer, for havde han givet En Klæder paa Krop
pen, som duede noget for Frost og Kuld, saa havde
man vel været samme Sygdom foruden; han skulde ej
kunne nægte, at det er jo D/2 Aar siden han gav mig
et Par Hoser, han ingen Tider har givet mig noget Par
Sko andre end hans afkastede Tingester, som jeg maatte
gaa og sluffe udi, han ej har givet mig noget Stykke
Lintøj enten for Hænder eller om Hals mere end 4
stakkede daglige Klude; jeg tidt har været helt nød
lidende for Skjorter og engang, jeg nogle begærede,
da lod han tage et groft Blaargarnslagen itu og lod
gøre 2 Stykker af. Alt hvad jeg skulde have lidt
folkelig enten paa Fødder eller andet smaat Lintøj,
det maatte mine Forældre alt forsyne mig med, som
han sig dog har forskrevet til. Hvad de andre Klæder