3 6
om Morgenen tidlig pryglet ham med et Tov, da han
laa i Sengen, og derpaa jaget ham ud. Da Oldermanden
sendte Folk med Klagen til Johan Mohr, sagde denne:
„det er en skælmske Dreng og gør mange Skælm
stykker, kan og ikke forliges med min Pige“, og da
han nærmere skulde forklare sig, sagde han, at Drengen
altid gaar paa Lur efter hans Pige og gør hende al
den Fortræd, han kan optænke, og nu vilde han slet
ikke have ham længer. Drengens Formynder skrev
videre, at saa vidt han kunde fornemme, „vil samme
Kvindemenneske tiltage sig altfor stor Kommando og
have mere at sige over Drengen end Husbonden selv,
ja, som jeg har ladet mig sige, tør og vel paa groveste
Maader undertiden Husbonden selv i lige Maader ud
skælde“.
De stridende Parter stævnedes paany for Older
manden, men da Mohr ikke mødte, afsagdes den Dom,
at han skulde give Drengen en rigtig Afsked og ‘20
Sletdaler til Kendelse, at han ikke skulde have tjent sin
Husbond for Intet i de 3l/2 Aar, han havde tjent,
„uagtet det enhver vel er vitterligt, at udi det første
ej andet er end Skade, førend han bliver noget lært,
og er stor Møje og Umage med saadan en Dreng“.
Her kan medtages en anden lignende Sag:
En Dreng hos Isenkræmmer Herman Vinberg blev
ogsaa 1698 jaget af Tjenesten for Tjenestepigens Skyld.
Han skriver derom, at han havde en daarlig Hals og
derfor spyttede pøa Gulvet, hvilket frøs om Natten.
Pigen sagde da til Husbonden, at hun ikke vilde rede
hans Seng mere, og da Husbonden kom op i Kammeret,
skændte han, fordi hans Brædder raadnede af den Spyt,
„hvilket synes mig, at en Pige ikke bør saa at fly En
i Ugunst hos Ens Husbond, saa at Husbond og jeg,
siden han den Pige har bekommet, altid have været i
Fortræd, sær for et og sær for andet, da jeg for den
Bagtalelse gav samme Pige et Øreljgen, dog hun igen-
tog; da hun nere i Boden til ham selv og det beretter,
og jeg derefter ner gaar i Boen, da Husbond mig tar