44 / 237
37
Herre! steg op paa Bukken og kørte saare spagt sin Vej. I min For
bitrelse raabte jeg Hotelopvarterne sammen og haanede dem for
deres Fejghed.«1).
Da det efterhaanden trak op til Belejring af Paris, blev Fremmede
opfordret til at forlade Byen, og en af de sidste Dage i August kørte
Brandes da til Genf; herfra foretog han Sejlture paa Genfersøen, gjor
de Afstikkere ind i Savoyen, til Chamounix-Dalen med Diligence, del
tog i Bjergbestigninger — til han en skønne Dag holdt sit Indtog i
det forjættede Land, Italien. Synsindtrykkene fra dette Land kende
tegnede Rejsens Højdepunkt; Minderne herfra strækker sig over mere
end 100 Sider i »Levned«.
En alvorlig Tyfusfeber han i November paadrog sig i Rom, lænke
de ham gennem Maaneder til Sygelejet paa et derværende prøjsisk
Hospital — og en smertefuld Aarebetændelse i det ene Ben fulgte ef
ter. Foraaret 1871 oplevede han derimod ved godt Helbred, særlig mod
tagelig for Indtryk efter den nylig overstaaede Dødsfare, der faktisk
havde truet ham i Sygdommens første Maaned, hvor han kun sjældent
havde været ved fuld Bevidsthed. Han fortæller selv herom i Begyn
delsen af »Levned«s andet Bind:
»Mit andet længere Ophold i Udlandet havde varet et Aar. Det
Fjerdingaar, jeg indtil Højsommeren 1871 endnu tilbragte i Ita
lien, var et af de rigeste, jeg har oplevet. Neppe en Dag var uden
Udbytte af blivende Art, og neppe en er gaaet mig af Minde. Jeg
levede først og fremmest gennem Synet, svælgede i Øjenlyst ved
Skuet af Naturen, af Mennesker, af en Kunst, som svarede til
denne Natur og til det Menneskeliv, der i Fortiden var levet i den.
Jeg forøgede daglig min Kundskabs Sum, lærte nydende og nød
det at lære. Den aandelige Næring, jeg optog i mig, var den, hvor
efter jeg havde smægtet, og at det var den, hvortil jeg trængte, be
viste den Lidenskab, hvormed jeg tilegnede mig den. Min Synskres
udvidedes, idet jeg følte mig løftet til aandelige Højder, hvorpaa
jeg ikke hidtil havde staaet. Min Livsglæde blussede op, idet jeg
uafbrudt fornam, hvilken Rigdom af Skønhed den italienske Re
næssance havde udbredt over de velsignede Egne, hvori den havde
vokset sig stor og stærk. Det personlige Indtryk af sydlandsk Liv
og sydlandsk Følemaade, sammenlignet med Nordens, røbede mig
med stedse stigende Klarhed det blot Betingede i Grundsætninger,
som i Norden gjaldt for uomtvistelige. De nye Indtryk fremkaldte
nye Stemninger og Følelser, og disse et Væld af nye Tanker, der
Levned I, S. 342—43.