41 / 237
34
striudstilling i Stockholm; David havde samme Aar m istet sin Søn
Ludvig, Brandes’ Klassekammerat og gode Ven, og lod altsaa nu den
ne ledsage sig i Sønnens Sted. Brandes følte sig nærmest som Turist,
var begejstret over den skønne Hovedstad og »saa med Andagt de Ste
der, til hvilke Bellmans Navn var knyttet«; mindre betaget var han
derimod af en Festmiddag, Diplomatiets Herrer afholdt til Ære for
Konferensraaden, og som Brandes fik Lov at deltage i. Man forsøgte
at drikke den unge Mand fuld, og Resultatet blev, at han — næsten
for første Gang i sit Liv — følte sig i rigtig daarligt Selskab og lang
Tid derefter foragtede de formelt set højtstaaende Krese.
Samme Efteraar oplevede Brandes sit første Møde med Frankrig,
det fremmede Land, hvis Aand og Dannelse han i særlig Grad følte sig
knyttet til, og som da ogsaa kom til at øve den største og varigste Ind
flydelse paa hans Udvikling, baade som Personlighed og som Kritiker.
Selv skildrer han sine Forventninger'i følgende Linjer:
»Det havde i mange Aar været mit Ønske at se Paris, den By,
jeg omfattede med religiøse Følelser. Jeg nærede som Yngling en
Slags Andagt overfor den franske Revolution, der stod for mig som
Oprindelsen til en menneskeværdig Tilstand for alle dem, der ikke
hørte til Menneskehedens Foretrukne, og Paris var Revolutionens
By. Det var desuden Napoleons By, og Napoleon var siden Cæsars
Tid den eneste Hersker, som for Alvor fængslede mig, om end m i
ne Følelser for ham vekslede saaledes, at snart Beundring, snart
Uvilje havde Overtaget. Og Paris var den gamle Kulturstad ...« 1).
Brandes gør paa Vejen herned Ophold i Lübeck, Køln, Bryssel og
Liège og holder saa endelig om Morgenen den 11. November 1866 sit
Indtog i Seine-Staden. Tre Maaneder blev han hér og udnyttede sin
Tid; allerede den første Aften var han i Theatre Français, »fortabt i
Beundring over det mesterlige Sammenspil og det paa en Gang natur
lige og lidenskabelige Spil«, og dernæst kom Turen til talrige andre
Kunstarter, først og fremmest Louvremuseets Skatte; iøvrigt benytte
de han sine endnu ret faa Introduktioner og Forbindelser, knyttede
selv Forbindelsen med den berømte Kritiker Taine, der skulde blive
hans betydningsfulde Læremester, tog Undervisning i Fransk, hørte
Forelæsninger, læste flittigt paa det kejserlige Bibliotek — og fik end
da Tid til at dyrke et hæftigt Sværmeri for en jævnaldrende spansk-
brasiliansk Skønhed, der førte sig som en Verdensdame og gerne lod
sig beundre.
*) Levned I. S. 186.