45 / 237
3 8
bekræftede hvad dristige og oppositionelle Forestillinger jeg før
min Rejse havde undfanget og næret.«
Hen paa Sommeren vendte Brandes hjemad, gjorde paa Vejen Op
hold i München og Dresden; han aflagde i Dresden Henrik Ibsen sit
første Besøg, der sluttede med følgende Afskedssalut til Brandes:
»Ærg De de Danske, saa skal jeg ærgre Nordmændene.« Opfordringen
blev efterkommet! Og det i den Grad, at Brandes godt et Aar efter
maatte afbryde det paabegyndte Arbejde med »Hovedstrømninger« og
atter drage udenlands.
Grunden til Afrejsen formulerede Brandes selv saaledes:
»Man kan ikke skrive, naar man er naaet til at ringeagte sine
Læsere altfor stærkt. Man vil da ikke give dem sin Varme, sin Pa
tos — den er for god til dem, og de vilde ikke tro paa d en ; man vil
ikke skemte og spøge for dem; thi Skemt og Spøg forudsætter, at
man føler sig veltilpas i sin Kres og ved sig i godt og sympatetisk
Selskab. Bitterheden og Mistilliden kaster sin Malurt i hver Drik,
man vilde brygge. Jeg trængte simpelthen til at genvinde min Li
gevægt og opnaa Glemsel ved Modtagelse af nye Indtryk.«1).
Dette var ganske vist i Anledning af den Storm, der rejste sig her
hjemme efter Brandes’ første Forelæsninger om »Emigrantlitteratu
ren«, men Følelserne er næppe væsensforskellig^ fra dem, der saa
mange Gange senere tvang ham udenlands. I Begyndelsen af Septem
ber 1872 tog han atter til Dresden og traf Ibsen og M. Goldschmidt,
der af Brandes lod sig forestille for den allerede da berømte Nord
mand. Man traf ogsaa her paa Landskabsmaleren Godfred Christen
sen, som sammen med sine to Landsmænd deltog i en fornøjelig Tur
til sachsisk Schweiz.
De følgende to Maaneder, Oktober og November, tilbragtes i Ber
lin; Brandes’ Førsteindtryk af denne By har speciel Interesse, thi det
blev den, han valgte til sit blivende Opholdssted, da han
Aar sene
re helt maatte opgive at slaa sig igennem i sin Fødeby:
»I de Kredse af det Berlinske Selskab, hvor jeg blev indført,
raadede en Aand, som var m indst en Menneskealder forud for
Aanden i Kjøbenhavn. Tonen var fri uden at være uharmonisk;
en Dannelse, der paa en Gang var høj og grundig, stemplede Sam
talerne og muliggjorde et livfuldt og yderst lærerigt Samkvem. ...
J) Levned II. S. 92.