GeorgBrandes

det bedste i sig selv og staar midt op i den gamle tragedie om

Judas.

Men alt dette biir jo i længen kun et hyldningskor til hans magt

og til omfanget av hans aand. Det er værre for dem, som prøver

at finde sig selv ved at ryste begrepet Brandes av — og saa staar

der husvild og opdager sin egen armod.

Saa er han altsaa sytti aar. I den germanske og slaviske ver

den begyndte hans navn som en fane — saa blev det en kultur —

nu har det formet en generation.«

Sigrid Undset indleder sit Bidrag:

»Vi som blev voksne i det sisste tiaar av det nittende aarhun-

drede, kan vanskelig maale, hvad vi skylder Georg Brandes -—

hvad han har betydd for os.

Indirekte kjendte vi ham, før vi fik hans skrifter i haand. For

os blev ikke læsningen den oplevelse — møtet med alt det frem

mede, nye — som den hadde været for slegten før. Vi, vi laante

Brandes’ bøker paa skolebiblioteket, eller vi fik dem til konfirma

tion av far og mor, onkel eller tante. Og disse bøker var hverken

oprørske eller kjætterske for os — deres tale hadde vi hørt før i

vort hjem — eller i en kammerats hjem — eller av en lærer paa

skolen. Ja, gav de os nye tanker, tanker, som aldrig hadde dæmret

for os før — saa følte vi neppe, at de var nye for os, saa godt faldt

de i traad med de forestillinger, vi var oplært i.

Den som ved overgangen til voksen alder for os ordnet, klaret

og befæstet de forestillinger og meninger, de domme — og de for

domme undertiden — som vi var opdraget i — det tror jeg, Georg

Brandes var for de fleste av os, som er født i ottiaarene og opdra

get i det, man kalder et almindelig borgerlig dannet norsk hjem.«

Hertil skal føjes et Par Citater fra 2. Del af Bogen om Hegel, hvor

Brandes bl. a. omtales i Breve fra de største blandt samtidige norske

Forfattere; saaledes skriver Bjørnson i et Brev 1879:

»Tak for jule-bøgerne. Jeg har været borte og har ikke fåt

læst mere æn Brandes’s Beaconfield; men den er reent fortrinlig!

Jeg holder hans Søren Kierkegaard for hans bedste Bog; men den

ne har en frihed, sikerhed, ligevægt, som hin med sin geniale

skarpsindighed, sin fine omhyggelighed alligevel savnede. Jeg ved

snart sagt ikke, hvilket æmne han her ikke har behandlet.«

Vedrørende Brandes’ Venskab med Ibsen, skal her nævnes Omta

len i et Brev fra 1868 — før Bekendtskabet var gjort:

»... Brandes’s »Æsth. Studier«, en Bog, der for mig har været

en sand Guldgrube, navnlig hvad Afhandlingerne om det Komiske

angaar. Brandes er en mærkværdig Mand til at se klart, dybt og