GeorgBrandes

Det gik først over Styr under Sædelighedsfejden 1886— 87, der fin 

des omtalt andetsteds. Bjørnson mente i en af Brandes’ Artikler at

finde en spottende Hentydning til sit Skuespil »En Hanske« — og be

skyldte øjeblikkelig Brandes for Lumpenhed m. m. Dette Intermezzo

af den om fattende Fejde findes refereret i Bd. 13 af Brandes samlede

Skrifter (S.476— 94 ), strækkende sig over fire Afsnit, det sidste betit-

let »Mit Mellemværende med Bjørnson«.

I en Artikel af Halvdan Koht i det norske T idsskrift »Samtiden«

1912, S. 79— 93 staar bl. a. den Artikel af Bjørnson, i et dansk Blad,

som skal have været Indledningen til Venskabet med Brandes; det

hedder heri om Brandes bl. a.:

»Med lidenskabelig kraft, med et usedvanligt opbud af læsning

og i en farverig, smidig fremstilling har han forfulgt sit maal —

og den første virkning paa mig selv har været den, at jeg har lært

ærbødighed for anderledestænkende iblandt os; thi jeg behøvede

at lære det. Ved hver ny bog han har udgivet, har han øget min

indsigt, fremdrevet min tænkning — og hvad der nu staar for mig

som det vigtigste — ved sin ofte herlige skildring af overbevis

ningstro mænd og deres skjæbne styrket min vilje. Han har gjort

mig til en fortrøstningsfuldere arbeider i det evig unge aands

samfund, som jeg tror at tilhøre.«1)

Derpaa omtales den »nænsomme Hjælp«, Brandes ydede Bjørnson

i en alvorlig Livskrise og paa anden Maade i Tiaaret 1877— 87, hvor

efter de skilles paa den dybe Uoverensstemmelse i Sædelighedsspørgs-

maalet, idet Bjørnson dog ønsker at fastslaa, at Brandes’ »Historie«

vil være, at han paa et højst vigtigt Punkt satte sin Kraft ind i norsk

Aandsliv.

Alexander Kielland skal i 1880 have skrevet til Brandes:

»De er den, jeg har lært mest af — mere end af nogen Lands

mand; til Dem og Deres Broder føler jeg mig ganske anderledes

knyttet end til nogen herhjemme; jeg er stolt af at føle mig i

Aandsslegtskab med Eder...«

»Og — tilføjer Koht — selv om Brandes ikke vedblev at være

for alle de andre det som han altid var for Kielland: Feldmarschal-

len, som satte hans Folk op og gav dem Mod og Slagorden, saa

hadde han dog en gang for alle hjulpet dem til det avgjørende

gjennembrud.«2)

*) Nævnte Tidsskrift S. 89 ff.

2) Samme Tidsskrift, S. 93.