50 / 237
43
Halvdan Koht slutter med en b ib lioteksstatistisk Oplysning om
Brandes’ Værker, som sikkert vil overraske de fleste Danske, selv om
den altsaa er mere end en Snes Aar gammel:
»Universitetsbibliotekets utlaansprotolcoller oplyser, at hans
skrifter fremdeles hører til de mest læste, og i hver eneste ny ge
neration virker saaledes hans frihetskamp videre. Det er dette som
er det vigtigste, hans avgjørende indsats i de sidste slegtleds fri-
gjørelse. Men vi her i Norge har endda en særskilt ting at nævne.
Det er det utrættelige arbeide han har gjort for at skape fotfæste
for vor norske literatur ute i den store verden. Han har skrevet
for utlandet om Ibsen, om Bjørnson, om mange av de mindre; han
har som ingen anden strævet med at forklare vore digtere for et
fremmed publikum, han har været med at grundlægge deres ver
densry, han har hjulpet til at gi Norge dets kultur-rang mellem
folkene. Slaas vi om Brandes for andre ting, saa er her en gjer-
ning vi alle kan samles om at takke ham for.«1)
Desuden kom der — i samme festlige Anledning — Brandes’ 70-
Aars Dag — fra Norge ogsaa en Buket Hilsner, udgivet i Bogform og
med en Tegning af ham, udført af Chr. Krohg; der var 28 Bidrag med
Jubilæumshilsen: »Georg Brandes 1842— 1912 fra Norge paa sytti-
aarsdagen. Bidragene samlet og utgit av A. Krogvig og E. Skavlan.«
Heri skrev Johan Bojer bl. a.:
»Store mænd maales bedst ved sine angripere. Av de mange,
som samles om den store ild, er der nogen, som brænder sine fing
re. Krænkelsen roper altid høiere end taknemligheten, som ofte er
doven og ikke sjelden feig.
Georg Brandes er sytti aar, men fremdeles ung nok til at være
omstridt. Intet maaler bedre omfanget av hans herredømme end
anklagerne mot ham. En Mand angrer sine private synder og vil
herefter tro paa Gud. Brandes! jamrer han. En anden vil se med
egne øine paa literatur. Brandes! fræser han. En vil ære Kvinden,
en anden høine andres moral, en tredje skrive godt om jyder, en
fjerde ændre det politiske system. Brandes, Brandes, Brandes!
Unge piker er letsindige, unge mænd slaar sig paa drik — Bran
d e s ! Folk gaar ikke i kirke længer, bøkerne til jul er lumre av
erotik — Brandes! I sandhet — for at overkomme saa meget maa
man være en stor mand.
Men mange angriper ham ogsaa med mund og pen, skjønt de
er enig med ham i sit hjerte. Det er menneskelig at reise sig mot
en hersker, hvem vil ikke gjerne være noget paa egen haand. Det
sørgelige er, at naar man svigter sin mester forraader man ofte
’) Samme Tidsskrift S. 93.