GeorgBrandes

velser overfor Finlands Kamp mod det russiske Overherredømme naae-

de han videre ud.

Om Georg Brandes og Tyskland har Professor Vald. Vedel en Ar

tikel i »Tilskueren«s Festskrift 1912; en tysk Litteraturhistoriker J.

Overmans skriver i »Stimmen der Zeit« 1927 om »Georg Brandes als

europäischer Kritiker« bl. a.:

»Hans Værk er nu afsluttet, og som det gennem Aartier er ble

ver vurderet for Offentligheden, er det ikke at undre sig over, at

Troen paa den særdeles store Kritiker Georg Brandes har været

en Selvfølge for de mange, der søger litterær Belæring, ja ogsaa

for mange, der har givet en saadan. Der er ikke Tvivl om, at den

rastløse Arbejders omfangsrige Livsværk er et overvældende Be

vis paa hans Forstands Rækkevidde og Klarhed som paa hans V il

jes Kraft. Med saa herlige Gaver havde han kunnet blive en virke

lig stor Kritiker,; hvis ikke en skæbnesvanger Lidenskabelighed

fra Begyndelsen af hans Virksomhed og stadig siden havde hem 

met hans Aands frie Udfoldelse. Det er ikke alene af litterære

Grunde at beklage. Brandes’ Skrifter er fulde af vurderende Dom

me over Livets højeste Spørgsmaal. Hverken det han siger om en

Personlighed eller et Værk, ejheller Maaden han siger det paa, gør

det let for Læseren at øve selvstændig Kontrol. Alt afhænger altsaa

af, om den Garanti Brandes formaar at stille for Paalideligheden af

sine Domme, svarer til hans Berømthed. Det er desværre ikke T il

fældet.« ...

I Brandes’ Bog om Berlin kan naturligvis findes adskilligt til Be

lysning af hans Forhold til Tyskland; hans Brevveksling med Nietz

sche er trykt i 3. Bind af dennes »Gesammelte Briefe«. Prof. Otto Je

spersen skriver i »Tilskueren«s Festskrift 1912 om »Brandes og engelsk

Litteratur«, og i samme Forbindelse kan nævnes den engelske Kriti

ker Edmund Gosses Bog »To Besøg i Danmark«, der oversattes 1912

og bl. a. fortæller om hans Indtryk af Brandes og Samtidens Danmark

i 70’erne. Samme Aar skrev H. G. W ells i »Gads danske Magasin« (S.

265) om Brandes:

»Han staar for os ikke alene som den store fremragende Dan

sker, men som en Verdensrepræsentant for den saa sjeldne For

ening af Frihedsaand og Lærdom, der er Literaturens Værn og

Haab. Livsbetingelsen for al Literatur ligger midt imellem hin

Ærbødighed for Fortiden, som lammer, og den Foragt for Forti

den, som ødelægger, og hele Georg Brandes’ Livsværk viser paa

dette Punkt en saa sikker og overlegen Ligevægt, at jeg er vis paa,

at om vi i Dag i Literaturens Republik skulde vælge en Konge eller

Talsmand, kunde vi ikke vælge nogen anden end ham.«