GeorgBrandes

fessor Rubows Afhandling »Georg Brandes og hans Lærere«, der om

taler saavel hans Ungdomslærere som hans senere T ilskyndelser.

★

I sin Skoletid synes Brandes ikke at have indledet Venskaber af

længere Varighed — der var i Almindelighed kun Tale om forbigaaen-

de Kammeratskaber, beroende paa Respekt eller Beundring for ved

kommende Dreng, hvadenten Aarsagen nu var Muskelstyrke, Overle

genhed i visse Kundskaber eller fremmedartet Udseende og Væsen hos

dens Genstand.

Kun Forholdet til Klassekammeraten Ludvig David, Søn af Politi

keren C. N. David, synes at være blevet til Venskab, og i Hjemmet her

nød Brandes gennem flere Aar stor Gæstfrihed. Forbindelsen havde

— som saa mange senere Venskaber — sit Udspring gennem For

eningssamvær, i dette Tilfælde en Rusforening paa fem Medlemmer,

stiftet og ledet af en Vestindier ved Navn Kappers; det var en »viden

skabelig« Forening, hvis Medlemmer paa ugentlige Møder skulde op

læse en Afhandling, som en af dem havde forfattet, hvorpaa to Med

lemmer, der i Forvejen havde gennemlæst denne, skulde underkaste

den Kritik, til Emnet dermed overgik til alm. Drøftelse.

Dette blev Brandes’ første Foreningsmedlemsskab, der altsaa stam

mer fra Overgangen fra Skole til Universitet; den senere Forfatter

Vilhelm Topsøe var ogsaa blandt Medlemmerne her.

Omtrent samtidig bliver Brandes Medlem af den noksom bekendte

»Nutzhorns Bande«, en blot selskabelig Forening, der samledes hos

den unge Filolog Frederik Nutzhorn paa Ehlers Kollegium; ogsaa her

indledede Brandes et kortvarigt Venskab, nemlig med den unge Histo

riker Jens Paludan-Muller, der som omtalt faldt i Krigen 1864 — efter

dog, ligesom den forannævnte Ludv. David, at have givet Anledning til

et interessant Bekendtskab: Faderen, Historikeren Caspar Paludan-

Miiller i Nykøbing F. I samme Forening traf Brandes den senere Tra

fik-Afdelingschef Emil Petersen, som til sin Død i 1890 havde Brandes’

Fortrolighed; men det varigste, varmeste og mest udviklende Venskab

blev dog det, der her indlededes med Kunsthistorikeren Julius Lange,

en Søstersøn af Digteren Frederik Paludan-Muller, som Brandes paa

denne Maade ogsaa kom i nær Berøring med.

»Af de mange gode Kammeratskabsforhold, hvori jeg stod,

havde eet, Forholdet til Julius Lange, udviklet sig til Venskab, og

dette Venskab atter antaget en Lidenskabs Karakter. Af Kamme

raterne var vi de to, der passede helt for hinanden, fuldstændig-