34 / 237
27
ældede, om end i sig selv og for deres Tid værdifulde nok. ...
Imidlertid drev Forholdene i m it Hjem til nu uden videre Vaklen
at begynde et Fagstudium . De Udsigter, Literaturen bød, var alt
for fjerne. Til Naturvidenskaberne havde jeg intet Anlæg; det Lo
giske i mine Evner syntes lettere at kunne trænge ind i Retsvæse
net; det juridiske Studium blev da valgt og begyndt.«1)
Forelæsningerne fandt Brandes var forfærdelige, nærmest dødke
delige; trods en baade dygtig og elskværdig Manuduktørs Anstrengel
ser lykkedes det ikke at afvinde Stoffet ret meget Interesse, alene Rets
filosofien fordybede han sig med nogen Glæde i.
»Paa samme Tid som det juridiske Studium begyndtes, anlagdes
et filosofisk og æstetisk Studium efter en stor Maalestok. Dagen
inddeltes fra Morgen til sildig Nat, og der var Tid til Alt, til de
gamle og nyere Sprog, til de juridiske Timer hos Manuduktøren,
til de filosofiske Forelæsninger, som Professorerne H. Brøchner
og R. Nielsen paa Universitetet holdt for Viderekomne, og til selv
stændig Læsning af videnskabelig og historisk Art.«2)
En af hans tidligere Lærere, Dr. Oscar Siesbye gennemgik adskil
lige af de græske Tragedier og romerske Komedier med Brandes, Kam
meraterne Fr. Nutzhorn læste Edda og Niebelungenlied i Grundspro
gene, Jens Paludan-Muller Det nye Testamente paa Græsk og Julius
Lange Aischylos, Sofokles, Pindar, Horats, Ovid og lidt af Aristoteles
og Theokrit med ham — alene læste han Catullus, Martial og Cæsar.
Nogen egentlig Inspiration mærkede Brandes først i 1861, hvor han
begyndte et samvittighedsfuldt Studium af Heibergs filosofiske Skrif
ter, satte sig ind i dennes spekulative Logik, herfra gik over til at stu
dere den tyske F ilosof Hegels Værker og senere ogsaa Kierkegaards.
Men samtidig voksede en Art sjælelig Krise frem hos Brandes — hans
hele Følelsesliv kom i voldsom Svingning, krydsedes af religiøse Strøm
ninger og faldt først til Ro efter henved halvandet Aars mangeartede
Selvprøvelser. Han konstruerede forskellige »Lignelser« og forelagde
dem for sin Ven og Lærer, Professor Brøchner; men denne — fortæl
ler Brandes — »afviste dem som intetsigende og gav den simple Re
degørelse, jeg ikke kunde negte min Tilslutning, at der var Intet, som
tydede paa fortsat Liv for den Enkeltes Jeg efter Døden, tvertimod
talte Alt derimod.
Saa forstod jeg da, at i hvad jeg kaldte Panteismen havde den En*) L evned I, S. 107— 08.
2) L evned I, S. 110.