GeorgBrandes

denskaber helt at fordybe mig i den Verden af forskelligartet

Forskning, der nu aabenbarede sig for mig.«1)

F lertallet af Studenter vil næppe kunne sige sig fri for det kvinde

lige Incitament, det være sig i Form af forbigaaende Forelskelser eller

alvorligere Oplevelser, gennem deres Studietid; Brandes kunde altsaa

— og man maa saaledes ikke i det nærmest følgende vente Paavisning

af nogen »Muse« for hans livlige Aand.

Prøver man nu at gætte paa, hvad den 17-aarige Student gav sig

til at studere, vil de fleste antagelig komme til et forkert Resultat og

i hvert Fald undre sig over, at der her overhovedet kunde opstaa no

get Problem. Men et saadant opstod; det lader sig bedst forklare med

Brandes’ egne Ord:

»Mine Forældre ønskede, som de øvrige af mine Slægtninge,

paa hvis Dom jeg satte Pris, at jeg skulde gaa den juridiske Vej;

man mente, jeg vilde kunne blive en dygtig Advokat; men selv

holdt jeg mig tilbage, hørte i det første Studenteraar endnu ikke

en eneste juridisk Forelæsning. I Juli 1860, efter at jeg havde ta

get den filosofiske Eksamen (med Udmærkelse i alle Fag) træng

te Spørgsmaalet paa. Om jeg vilde kunne udfolde betydeligere Ev

ner som Forfatter, var det mig umuligt at afgøre. Kun det var jeg

klar over, at med en underordnet Stilling i Literaturen vilde jeg

ikke lade mig nøje; saa hundrede Gange heller være Byfoged i

Korsør. En indre Stemme sagde mig, at jeg vilde naa frem som

Skribent. Jeg opfattede det, som var der for Tiden Dødsstilhed i

Evropas Skønliteratur, men som om mægtige Kræfter rørte sig i

det Stille. Jeg mente, at et nyt Opsving forestod. I Avgust 1860

skrev jeg for mig selv: »Vi Danske vil med vor nationale Kultur

og vort Kendskab til fremmede Literaturer staa vel væbnede, naar

det literære Gjallerhorn igen lyder over Verden og kalder den fy 

rige Ungdom til Kamp. Det er min sikreste Overbevisning, at den

Tid vil komme, og at jeg selv her i Norden vil blive om ikke den

som fremkalder den, dog saare virksom dertil.«

Et af de første Værker, jeg som Rus havde gennemlæst var

Goethes »Digtning og Sandhed« og dette Levnedsløb havde gjort

et umaadeligt Indtryk paa mig. I mit barnagtige Sværmeri beslut

tede jeg at læse alle de Bøger, Goethe dér nævner, at han i sin

Ungdom har læst, og saaledes begyndte og fuldendte jeg en Gen

nemlæsning af W inckelmanns samtlige Værker, af Lessings »Lao-

koon« og øvrige kunstarkæologiske Undersøgelser, studerede med

andre Ord Kunsthistorie og Kunstfilosofi fra først af i Fremstil

linger, der fra den senere Forsknings Synspunkt var ganske for*) Levned I, S. 73—76.