188 / 450
R e f o r ma t i on s aa r hund r e d e t
163
nedrev alle Tavler og Billeder, slog og spyttede paa dem, huggede dem itu med
Økser, stormede op i Koret, hvor de væltede Stolene, nedrev Panelet og sønder
rev Messebøgerne* De »rasede værre mod Sten og Træ end Tyrken mod den
sande Tros Bekendere«; men »hvad Forsmædelse, Forhaanelse og Skændselsord
de gav Kanniker, Vikarer og andre fattige Præstemænd lader sig ikke udsige,«
hedder det i en samtidig Krønike* Højaltret vilde have faaet samme Medfart,
hvis Byfogden ikke var kommet til og havde frelst det* Endelig kom Hans Tavsen
til Stede og fik Tumulten dæmpet* Katolikkernes Harme var selvfølgelig stor;
de betragtede Hans Tavsen som den egentlige Ophavsmand, som den, der havde
ophidset Masserne til dette raa Udslag af Fanatisme* Regeringen forholdt sig
passiv overfor Lederne, Borgmester Ambrosius Bogbinder, Raadmændene Kon
rad Køkkenfedt, Anders Guldsmed og Rasmus Bager, Kræmmernes Oldermand
Vilhelm Ronge, Skipper Tøger, der var en af Kongens Skibshøvedsmænd, Her
man Røling, Hans Sort, Jakob Pottemager og Peder Guldsmed; det er højst
mærkeligt at se en Borgmester, tre Raadmænd og Byens fornemste Købmand i
Spidsen for saadanne Udskejelser* Ingen af de to Partier fik nu Adgang til Frue
Kirke; den lukkedes for al Gudstjeneste indtil 15* November I
53
1*Da benyttede
Bispen sig af en indtraadt Reaktion til at faa Kirken genindviet til katolsk Guds
tjeneste,
1
1531 var Stemningen hos Københavnerne spændt; man vidste, at Kristian II s
Haab om at faa samlet en Krigsmagt nu var ved at gaa i Opfyldelse. Af al Magt
fremskyndedes Befæstningsarbejderne, og Staden maatte laane 241 Lod Sølvkle
nodier af Kalentelaget for at faa Midler dertil* Evangeliets Tilhængere, der kendte
Kristian IFs Omvendelse til deres Tro, haabede, at han, hvis han kom til Magten,
vilde gøre en brat Ende paa Bispernes og Rigsraadernes Magt* I Oktober 1531
skriver en Adelsmand, at han fornylig har været 3—4 Gange i København, og
da har han ikke kunnet undgaa at mærke, at »der er Skalkhed iblandt Borgerne
der udi Byen*« Kristian II tog imidlertid til Norge til stor Skuffelse for hans
Tilhængere i København; Frederik I aandede lettet op, og nogle oprørske
Ytringer, der var faldet i Københavns Magistrat, kom for en Dag; Ambrosius
Bogbinder blev udstødt af Raadet, og med ham faldt vel flere yderliggaaende
Raadmænd*
Der laa nu en stærk Besætning i Staden, baade Ryttere og Landsknægte, og
det kneb med Provianteringen; men hvad der var værre, var, at Landsknægtene
ikke fik deres Sold; de gjorde Mytteri og truede Høvedsmændene paa Livet.
Man stod raadvild heroverfor, tænkte en Stund paa at slaa Mytteriet ned med