189 / 450
164
Vo r g aml e H o v e d s t a d
Magt, hvorved Byen vilde være blevet Skueplads for blodige Kampe; men saa
lød man Bisp Joakim Rønnows Raad og søgte Forlig med Landsknægtene,
Den 24, Juli 1532 sejlede en Flaade ind paa Københavns Red under Kanon
salut; ombord paa et af Skibene befandt sig den fangne Kristian I I ; i en Ugestid
forhandledes der i Helligaands Kirke med fremmede Gesandter om hans videre
Skæbne, Det kan ikke have været skjult for Borgerne, at Kongen befandt sig
ude paa Flaaden, og man kan gætte sig til de Følelser af Forbitrelse og Længsel
efter Hævn, hvormed de saa Flaaden stævne bort fra Byen, mod Sønderborg,
Den 10, April 1533 døde Frederik I ; en Herredag i København søgte forgæves
i Juni og Juli at enes om Kongevalget; Bisperne og Rigsraaderne førte her det
store Ord, Prælaterne fremsatte en Anklage mod Hans Tavsen, der nu havde
mistet sin Beskytter, og den 14, Juli sad en talrig Forsamling paa Raadhuset
for at afsige Dommen; Rigsraadet kendte ham skyldig, hvad der betød Døds
straf; men straks efter ændredes Straffen til Forvisning fra Sjælland og Skaane,
I denne Benaadning havde det københavnske Borgerskabs truende Holdning sin
væsentlige Andel, Anklagen mod Flans Tavsen vakte en stærk Gæring blandt
Borgerne, der ikke vilde finde sig i, at man truede deres aandelige Fører paa
Livet, De rustede sig i deres Huse og henvendte sig underhaanden til Lübecks
nye Borgmester Jürgen Wullenwewer, der netop laa med en Flaade ved Dragør,
Han havde lige faaet Afslag af Rigsraadet paa sit Forslag om fælles Kamp mod
Hollænderne og var derfor villig til at give Borgerne en Haandsrækning mod
Rigsraadet, I Smaaflokke blev lybske Matroser og Soldater smuglet ind i Staden,
og medens Processen førtes paa Raadhuset, holdtes Gammeltorv besat af en lar
mende,‘truende Hob, der krævede Hans Tavsen løsladt. Forgæves blev nogle
Medlemmer af Raadet sendt ned for at tale Folket til Rette og for at sige, at Hans
Tavsens Liv ikke var i Fare; forgæves anvendtes Formaninger og Trusler; Al
muen var sig sin Styrke bevidst og truede med at sprænge Raadhusets Døre, hvis
dens Fordring ikke blev opfyldt. Opløbet maa have været af en temmelig alvorlig
Natur, og et Øjenvidne fortæller: »Var der krummet et Haar paa hans Hoved,
da var ikke een kommet levende derfra, thi hvorledes den menige Mand hilsede
Rigsraaderne, især Biskopperne og deres Munke, da de gik fra Raadhuset, det
har jeg set med mine egne Øjne og hørt med mine egne Øren,« Man lod sig ikke
nøje med Hujen og Skældsord, men syntes ogsaa at ville anvende Vold; Bisp
Joakim Rønnow vilde næppe være undgaaet personlig Overlast, hvis Hans Tav
sen ikke havde ledsaget ham hjem til Bispegaarden paa den nuværende Univer
sitetsfirkants Plads,