293 / 569
EN KØBENHAVNSK HAANDVÆRKSSVEND
PAA VANDRING.
Den senere københavnske Bogbindermester A. Nielsen havde i
1889 overstaaet sin Læretid og »af sin Mester faaet sort paa hvidt
for, at han var' Svend«. Allerede som Lærling havde han — maa-
ske ogsaa, fordi han hørte til en Sømandsslægt og var en Frilufts-
natur — haft Rejselyst i sig og tænkt paa den Tid, da »det at tage
Ranslen paa Nakken og vandre ud i den vide Verden var en saa
selvfølgelig Sag for den unge Haandværker, at den, der ikke fulgte
denne gode, gamle Skik, udsatte sig for at hlive set ned paa af sine
Fagfæller«. Tre Dage efter at han var udlært, tog han til København
for at uddanne sig videre i Faget, blev der et Aars Tid under gen
tagen Arbejdsløshed og rejste straks efter Nytaar 1890 til Udlandet,
hvor han indtil 1892 færdedes omkring i Tyskland. Schweiz og
Italien. 7 Aar efter nedskrev han »i stille Aften- og Nattetimer« sine
Oplevelser og Erindringer fra Rejsen. Heraf er nedenstaaende Stykke
om Haandværkssvendens Vandreliv taget.
a a r
jeg tænker tilbage paa den Tid, der hengik under
mit omstrejfende Liv paa Tysklands Landeveje, kan
jeg ikke andet end glæde mig derover. Mit Raad til et
hvert ungt Menneske, der agter sig ud i den vide Verden,
er da dette: Prøv en saadan Tur, den er virkelig interes
sant, der er adskilligt lærerigt at opnaa, og hvor mange
glade Minder har man ikke bag efter. Sandt nok er der
ogsaa mange Ubehageligheder forbundet dermed, men
hvad har det at betyde i den Alder? Det er sandelig ingen
Skade til at se Livet fra begge Sider.
De, der i en Jernbanevogn farer fra Sted til Sted, ser
kun Livet, som det rører sig paa Overfladen. Det skifter