298 / 569
efter Forholdene opsøger man Herberget for ved en sund
og rolig Søvn paa det haarde Leje at hente Kræfter til
den kommende Dag. Det kan jo ogsaa nok ske, at Natten
ikke tilbringes paa Herberget. Har »Fægteriet« ikke givet
tilstrækkeligt i Lommen, maa man til at gøre sig det hyg
geligt hos »Mutter Græsmejer«, »Platte machen«, som det
hedder. Ved Efteraarstid kan det være drøjt nok; men
der er ingen anden Udvej. Om endskønt de fleste Her
berger kaldes kristelige, og der som Tegn herpaa hver
Morgen og Aften holdes Andagt med Salmesang og sal
velsesfuld Prædiken af Herbergets Forstander, har jeg dog
aldrig set, at den kristelige Kærlighed til Næsten har fun
det Anvendelse over for fattige, der manglede de faa Skil
linger, Nattelogis’et kostede. Om det saa kun var et Par
Pfennige, der resterede, var der ikke Tale om at lade
Naade gaa for Ret; uden Barmhjertighed blev en saadan
fattig Stymper kastet ud.
Herbergslivet var i flere Retninger for mig det ube
hageligste ved hele Rejselivet. Naar jeg Dagen igennem
havde følt mig som Fuglen i Luften, var det en sand Plage
at maatte opholde sig i Gæstestuens kvalme Atmosfære
og som en anden Arrestant blive kommanderet i Seng
paa bestemt Klokkeslæt og purret ud om Morgenen med
Klokkeklemt. Ikke Tale om at ligge og drive i Fjerene —
eller i Halmen rettere sagt —, enhver havde uopholdelig
at staa op, naar Karlen kom med sin Klokke og slog Al
larm. For den erlagte Betaling havde man nu faaet fuldt
Ækvivalent;
0111
man Kl. 5 endnu ikke havde faaet sin
Træthed sovet bort, var aldeles ligegyldigt. Ordren »Auf-
stehen!« blev givet, og den havde man at lystre, Punktum.
Der gaves Lejlighed til at lære mange Slags Mennesker at
kende, ærlige Folk, men ogsaa Slyngler. Det forbavsede
mig ofte at se enkelte gaa saa vidt i deres Frækhed som
at etablere formelige Skrivestuer paa Herbergerne, hvor
der forfærdigedes falske Legitimationspapirer og Arbejds-
2 9 2
En københavnsk Haandværkssvend paa Vandring