300 / 569
En københavnsk Haandværkssvend paa Vandring
talingen var gerne 5 Pf.; men det kan heller ikke nægtes,
at »Stuen« i Retning af Udstyrelse lod en Del tilbage at
ønske. Som Regel var det nemlig, med Respekt at melde,
i Herbergets Nødtørftsanstalt, Barberingen foregik. Lige
ledes saa jeg ofte paa Herbergerne fingernemme Haand-
værkssvende forfærdige Lykønskningskort, enten skrevne
med Guldbronce eller udsmykkede med Sving og Kruse
duller, der var indskaarne ved Hjælp af Pennekniv. Det
færdige Produkt bortsjakredes saa rundt omkring, vel
mest til Tjenestepiger, dels for Penge, dels for Mad og
Drikke.
Der gik mange Ting i Svang blandt Herbergernes
Publikum, og naar derfor, hvad der ikke sjældent skete i
de store Byer, Politiet om Morgenen ganske tidlig, mens
Gæsterne endnu laa i deres sødeste Søvn, indfandt sig for
at skille Bukkene fra Faarene, blev der rigtignok Uro i
Lejren. Hver enkelt Gæst blev underkastet et kort Forhør,
Papirer og Penge forlangt foreviste, og i Reglen var der
mange, som ikke fandt Naade for Politimændenes kritiske
Øjne.
Hvor ubehageligt Herbergslivet end i mange Hen
seender var, vil det dog ses, at det var af stor Interesse
for en opmærksom Tilskuer, og selv senere under mit Op
hold i München og andre Byer, hvor jeg arbejdede for
kortere eller længere Tid, undlod jeg ikke flittig at besøge
Herbergerne og ved at betragte Gæsternes »Leben und
Treiben« tænke tilbage paa den Tid, jeg selv var en af
Landevejens glade farende Svende.