299 / 569
En københavnsk Haandværkssvend paa Vandring
293
sedler. Med disse sidste kneb det nemlig ofte for de pro
fessionelle Vagabonder, naar den efter Loven tilladte Tids
frist var udløben; det gjaldt derfor om at skaffe sig et
Bevis paa, at Arbejdet først for faa Dage siden var forladt.
En saadan Forretning var ikke af de daarligste. Den, der
med Troværdighedens Præg kunde skrive Arbejdssedler,
forsynede med Stempler og hvad der ellers hørte til, be
høvede ikke at ty til den ellers almindelige Levevej, Tigge
riet. Men for øvrigt kunde ogsaa denne kaste ganske godt
af sig. Jeg var ofte Vidne til, at rutinerede »Fægtemestre«,
efter en Rundtur i Byen kunde vende hjem til Herberget
belæsset som , et Pakæsel med gamle, aflagte Klæder og
Lommerne fulde af Madvarer og Penge. Over Klæderne
og de Spisevarer, Ejeren ikke selv kunde fortære, afhold
tes Auktion. Pengebeholdningen forøgedes, saa der blev
Raad til adskillige Krus 01 og første Klasses Nattelogis.
Det var dog ikke altid, at Tiggeriet holdtes inden for
disse forholdsvis beskednere Grænser. Det dreves ogsaa
paa en ret storstilet Maade ved Hjælp af Bønskrifter, der
tilstilledes formuende Mænd fra ens Egn eller By, som
tilfældig befandt sig paa Hoteller i Byen, hvor P latten
slageren for Tiden drev sin Næring. Saaledes blev jeg
engang Vidne til, at to Nordmænd paa Herberget i Mün
chen med Møje og Besvær affattede en Skrivelse til deres
berømte Landsmand Henrik Ibsen, som dengang havde
fast Bopæl der i Byen. Noget Udbytte opnaaede de dog
ikke, da Ibsen netop i de Dage var bortrejst for i en anden
By at overvære Opførelsen af et af sine Skuespil, en Un
derretning, de to Ungersvende bittert skuffede fik, da de
efter et Par Dages Ventetid personlig henvendte sig i hans
Hjem.
Andre driftige rejsende valgte en mere tiltalende
Fremgangsmaade for at holde Livet oppe, f. Eks. Barbér -
svendene, hvis Haandværk nok kunde føde sin Mand, selv
om det kun var i Smaaskillinger, Summen kom ind. Be