295 / 569
at slaas med. Det maa sandelig være drøjt for en stakkels
Djævel ved Vintertid i tyndslidte Klæder, døjende baade
Sult og Kulde, med daarligt Fodtøj paa Benene at vandre
Mil efter Mil, betiende sig frem, efterstræbt som et jaget
Dyr af Gendarmer og Politibetjente, saa saare den nagende
Hunger tvinger ham ind et Sted for at tiltigge sig et Stykke
Brød til Livets Ophold. Det falder saa let at raabe »Vaga
bond« eller »Døgenigt, der ikke gider bestille noget,« efter
saadan en Stakkel; men Folk, der ikke selv har prøvet,
hvad det vil sige trods den bedste Vilje og den yderste
Umage ikke at kunne opdrive Arbejde, burde være lidt
mildere i deres Dom og betænke, at den Bitterhed i Sindet,
der avles af en saadan uforskyldt Forfølgelse med Inde
spærring og efterfølgende forsmædelig Hjemsendelse un
der Politibevogtning, heller ikke er til Gavn for den m in
dre Del af Samfundet, der i sine lune og hyggelige Boliger
lever højt og flot.
En Dag paa Landevejen kan dog ogsaa have sin
Poesi, selv om Sindet er opfyldt af Tankerne
0111
det mere
prosaiske Brødspørgsmaal. Hvor nedslaaende det end kan
være at vide sig blottet for Subsistensmidler, kun henvist
til at leve af de Smuler, der, om jeg saa maa sige, falder
af fra den riges Bord, er der dog ogsaa andre Følelser,
der kaldes til Live linder Fodrejsens frie og ubundne Til
værelse. I Begyndelsen kan det falde vanskeligt nok, naar
Skillingerne er slupne op, at se Livet fra den lyse Side,
men efterhaanden som man bliver mere øvet og ser, at
det alligevel lykkes at bjerge
0111
end kun den nødtørf
tigste Føde, lærer man at forstaa, at for en rejsende
Haandværkssvend gælder det først og fremmest at lade
hver Dag have nok i sin Plage, ikke at spekulere over den
Dag i Morgen, men leve i Nuet. Jeg skal forsøge at skildre,
hvorledes Dagen gaar under slige Forhold, — kun skal
jeg forudskikke, at jeg dog aldrig opnaaede den Rutine i
»Fægte«kunsten eller den Fandenivoldskhed over for Li
En københavnsk Haandværkssvend paa Vandring
289
19