296 / 569
290
En københavnsk Haandværkssvend paa Vandring
vets Sorger og Plager, som kendetegner de rigtige Lande
vejstravere, »Kometerne«, som de kaldes i den tyske
Haandværkerjargon.
Har man den foregaaende Dag tilbagelagt sine 6—7
Mil, kniber det til en Begyndelse med at komme i Trit.
Det værker i Lemmerne, Fødderne er maaske fulde af
Vandblærer, saa det gør ondt for hvert Skridt, og selv
om Vejret er nok saa prægtigt, selv om Solen skinner nok
saa varm og bager Gaarsdagens Regnvand af Klæderne,
er man dog ikke fri for at være en Smule morgengnaven.
Men lidt efter lidt kommer der Smidighed i Benene, Hu
møret stiger, man løfter Hovedet, og som Lærken højt
oppe i Luften kvidrer sin Morgensang i overstrømmende
Glæde over Tilværelsen, føler man ogsaa Trang til at
bryde ud og lade Sangen bortvejre alt, hvad der trykker
og nedbøjer. Med en normal Fa rt af 5 Kilometer i Timen
traver man af Sted, hilsende forbigaaende med et »Griiss
Gott« eller vekslende Løsnet »Kunde« med »Kennt«, hvis
det er en rejsende Haandværkssvend, man møder. Disse
Ord lyder sagtens lidt mystiske for de fleste og trænger
vel til nærmere Forklaring. Blandt de tyske Haandværks-
svende eksisterer der en lang Række Udtryk, et Slags
Landevejssprog, hvis Tilegnelse og rigtige Anvendelse tje
ner til at bevise, at man hører til Standen, til den prøvede
og vel indøvede faste Stok. Ordet »Kunde« er den Hilsen,
hvormed man modtages, og hvis man da ikke vil se den
anden med Foragt vende een Ryggen, har man at sige sit
»Kennt«. Det er Indledningen, og saa gaar det løs med
Spørgsmaal: hvilken Profession man har (hvert Haand-
værk har sin aparte Benævnelse, mit hed f. Eks. »Apostel-
klopfer«); paa hvilken »Penne« (Herberg) man har til
bragt Natten; om »Draht« (Penge), »Kohldampf« (Sult),
»Hanf« (Brød), »Kaff« (Landsby), »Fleppen« (Legitima
tionspapirer), »Tritchen« (Støvler) og meget andet. Naar
man saa gensidig har udspurgt hinanden og faaet alle de