207 / 259
som hvilende på en misforståelse af selve byplanideen; og at byggelov og bybyg
ningslov hører uløseligt sammen. En byplan som gøres færdig og approberes af høj
ere autoriteter er værdiløs og kan være mere eller mindre skadelig. En byplan er et
program for byens fremtidige udvikling som jævnlig må revideres, som ikke fastslås
som helhed for udviklingen fordi fremtiden altid v il bringe overraskelser. Når man
læser i svenske blade at Kunglig Majestæt har bifaldet en eller anden ændring ved
en approberet byplan, så viser dette et blink ind i en fremtid med tusinde ændringer
og endeløse forhandlinger. Enhver by må have en ten ta tiv byplan, men kræver visse
dele af forestående arbejder lovgivning eller dispensation så må der særlig ansøges
derom, medens byplanen forklarer nødvendigheden eller gavnligheden og forbliver i
sin karakter af foreløbigt program. Da byplanbevægelsen begyndte i Kbh. stillede
man sig afvisende mod tanken om ideens optagelse i byggeloven. Man ser nu at
denne sidstnævnte altid, praktisk ta lt, har været bybygningslov og at en tidssva
rende byggelov må indflette bybygningssagerne i sit indhold.
Foruden de foran nævnte tre væsentlige elementer af byggeloven: sundheds,
styrke og brandsikkerheds hensynene, må loven, når bybygningselementet indflet
tes, tage særlig hensyn til under hvilke forhold og på hvilke betingelser
ejendoms
retten
må give efter med hensyn til expropriationer for færdselsanlæg og vandfor-
symngsanlæg. De senere års lovgivn ing har i alt for mange retmngei und eig iavet
ejendomsretten, hv ilket har v ist sig i uroen i forretningslivet og deraf følgende ar
bejdsløshed. Grundlovens ord må ikke vedblive at betragtes som tomme ord der
kan følges eller omgås i henhold t il opportune hensyn.
Den gamle byggelovs karakter gjorde lovgivning yderst besværlig og lovg iv
ningsmagtens utilbøjelighed til at fordybe sig i faglige undersøgelser nåi stemme
retten ikke er indviklet deri, er ikke blevet bedre. Diskursioner har til tider været
ført mellem fagligt interesserede om hvorvidt bygningslove i det hele taget er be
rettigede og om ikke bygningsvæsnet vilde trives bedre og byggeriet blive bedre
når en fuldstændig byggefrihed bevaredes. Der er naturligvis noget berettiget i
denne opfattelse, hvis ansvaret for snyderier og uheld som jo undertiden først b lo t
tes år efter at de er begåede eller hændte kunde fæstes ad andre veje En sæilig
uheldig følge af den nuværende tilstand er at opmærksomheden såvel mellem fag
folk som lægfolk altfor udelukkende fæstes ved de tekniske detailler og lovens
egentlige formål overses. Skulde man tænke sig den nuværende kurs fortsa t— skulde
man vedb live at tilføje ny tydeligere og mere detaillerede bestemmelsei
så vil
loven ende med at blive et lexicon, måske i flere bind med hundreder af kapitler.
Den vej bærer udviklingen både her og i udlandet. Det er derfor en samfundssag
af betydning at bringe bygningslovgivningen ind på en bedre og bredere vej.
Skulde opmærksomheden henledes på enkelte af lovens opgaver, så må dette
først og fremmest gælde spørgsmålet om bygningshøjden. En begrænsning af høj
den til et v ist mål er et indgreb i ejendomsretten som bør motiveres ved hensyn
til naboforholdet og til adgang til lys og luft for gaden og for bygningen selv. Disse
forhold varierer imidlertid i det uendelige og det er nødvendigt at finde en foimel
der kan tjene som rettesnor i et flertal af tilfælde. Vedføjede diagram er grundet på
valg af en vinkellinje fra gadens midte som synes at kunne tilpasses vo ie foihold.
Skæringspunktet mellem vinkellinjen og gadens byggelinje bliver deived den egent
lige bygningshøjde, v il man højere må fagaden vige tilbage og aftrapningei dannes
LOY OG RE T
203