206 / 259
BY66EL0V
Byggeloven er et mærkeligt produkt af den moderne lovgivning og er v ist
i alle lande ført ind i et vildtnis af tekniske bestemmelser som hverken lovgiverne
eller den egentlige byggende del af folket har kendskab til, eller som er nødvend igt
eller begrundet i byggeforholdene set fra forvaltningens eller det offentlige velfærds
standpunkt. Grunden hertil ligger i vage forestillinger om at samfundet må b esky t
tes mod ondsindede eller teknisk ukyndige byggespekulanter eller ligefrem forbry
derske bygmestre, og man synes at mene at jo mere detaillerede bestemmelserne
er, des kraftigere v il loven virke. Arkitekten er næppe uden skyld heri, th i han er
mellemmanden mellem lovgiveren og det byggende publikum, en stilling, som giver
lejlighed til at stramme bestemmelserne, gående ud fra forudsætningerne at man
derved sikrer sig herredømmet over byggevirksomheden.
Men byggeloven bør for at opfylde sin sociale bestemmelse, først og fremmest
være populært formet og affattet, beregnet på bygherren og kun indirekte på byg
mesteren. Den må være kortfattet og det må være åbenbart for læseren i hv ilket
øjemed hver paragraf er indsat, hvilken hensigt den tjener. Den må i letfa ttelig
form oplyse bygherren om ansvarsforholdet og gå ud fra at bygmesteren kender
de legale og tekniske finesser af sit håndværk, samtidig henvisende denne til byg-
mngskommisionens særlige regler som omfatter tekniske detailler og som jævnligt
revideres eftersom ny metoder, materialer og konstruktioner forekommer. Loven
skal ikke være straffelov, men en vejleder for bybygmngens art og karakter i de for
skellige dele eller zoner af byens område og af landsognene. Den skal give regler
for
sundhedsplejens
udvikling og beskyttelse. Den skal give almindelige
styrkeregler
for de forskellige klasser af bygninger og bygningsæmner og lægge ansvaret for
dårligt udførte konstruktioner hvor det hører hjemme hos samtlige led af arbejds
ledelsen og tilsynet. Den skal give regler for
brandsikkerhed.
Disse tre grupper omfatter de ældre byggeloves egentlige opgave hvortil så
føjedes nogle vejledende bestemmelser angaende tilsynets ordning og myndighed.
Det vil sige saledes burde opfattelsen af byggelovene have været; men ordningen
var kaotisk og labyrintisk; en karakter som vises så veltalende i Eyvmd Sivertsens
LIåndbog i Bygningslovgivningen. En bog som giver det indtryk at byggelove og
leglementei fonner en videnskab omtrent som teologi eller lægekunsten og derfor
k iæ \ ei vohmmøse compendier for de studerende. Hr. Sivertsens bog er v istnok et
godt og pålideligt værk, men den viser den uhyggelige tilstand i den klasse af den
sociale lovgivning, og v i må være taknemlige for denne tyngde og håbe, at den varsler
0111
en kommende ny og bedre tid. Omtrent samtidig har Københavns Magistrat og
Dansk Byplan Laboratorium udgivet mindre samlinger i samme retning. Materi
alet for ny arbejder er altså nu tilstede. Men ved siden af disse oplysnings arbejder
må noteres den glædelige erkendelse af at bybygnings bestræbelserne følger bygge
lovens. Det må jo nemlig nu erkendes at byplanloven af 18. april 1925 er forfejlet