251 / 341
5 9 0
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
De blev derfor liggende i havnen, og her samledes ogsaa fremmede skibe, som
søgte sikkerhed mod opbringelse. Det gjaldt f. eks. engelske kulskibe, der var
paa vej til østersøhavnene. Deres ladninger blev nu solgt i København, hvor de
var et kærkomment bidrag til smaa lagre.
D a den første lammelse var overstaaet, kom erhvervslivet atter i gang. Det
underkastedes paa forskellig maade en række restriktioner og bestemmelser, som
krigen affødte. De gennemførtes af stat og kommune og var ikke populære
blandt dem, der skulde rette sig efter dem, men i krigsaarene skabtes dog en
voldsom højkonjunktur, som bragte store dele af den københavnske industri og
handel svimlende indtægter — for ikke at tale om de beløb, der faldt inden
for »erhverv«, som ikke helt kan klassificeres. Nye aktieselskaber inden for
industri, handel, skibsfart, forsikringsvirksomhed og rederivirksomhed skød op
som paddehatte og gav store indtægter, saa længe højkonjunkturen varede.
Ganske vist kulminerede denne til en vis grad i 1917, da den uindskrænkede
u-baadskrig satte ind, men der var fortsat store muligheder for at tjene
penge. Mange af baade de nye og de gamle foretagender var dog under krigen
kommet ud paa økonomisk usikker grund eller baseret paa fejlagtige bereg
ninger. Da krigen var forbi, og prisfaldet satte ind i 1920, kom mange af dem
derfor i vanskeligheder og krakkede, da krisen satte ind i 1922. Ogsaa gamle
og sikre foretagender blev grebet af rusen og udvidede i mange tilfælde langt
ud over, hvad sikkerhed og nødvendighed dikterede.
Denne højkonjunktur havde som grundlag Danmarks neutrale stilling. De
krigsførende lande blev i mange tilfælde afskaaret fra at levere, og den danske
industri fik derfor en chance, saa længe den kunde faa raavarer. Overalt blev
der brug for tonnage, og skibsfarten fik mulighed for at indtjene svimlende
summer i fragter. Selskaberne udbetalte saaledes 30-40
c/c
til aktionærerne.
Dette indvirkede atter paa skibsbyggeriet. Ogsaa en-gros handelen havde store
chancer, selv om de krigsførende mere og mere strammede deres krav med
hensyn til re-eksporten. Den danske regering forpligtede sig f. eks. over for Eng
land til at kontrollere, at engelske varer ikke blev re-eksporteret til Tyskland.
Dette medforte en mængde retssager mod »klausulæderne«, og assessor Thorup,
som fik overdraget disse sager, var almindelig frygtet i de mere lyssky forret
ningsfolks kredse. Tysklands levnedsmiddelbehov skabte ogsaa et stort marked,
og fabrikationen af gullasch foregik overalt i kældre og lignende lokaler, som
kunde benyttes. A lt kunde anvendes til gullasch; om det saa var Zoologisk
Haves gamle bøfler maatte de lade livet, da en smart kreaturhandler, Ber
liner Nielsen, opkøbte dem til gullaschkedlen. »Gullasch« blev betegnelsen