255 / 341
5 9 4
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
»erobrede« de lange jernstænger til sporskifterne. Derefter blev Børsen stormet
under raab som »ned med blodsugerne«; nogle børsherrer blev slaaet i jorden,
• og da det lykkedes nogle demonstranter at trænge ind i lokalerne, blev møbler
og andet inventar ødelagt. Først da politiet huggede ind med stavene, blev roen
genoprettet. Revolutionen i Tyskland i november satte yderligere sindene i
oprør, og 1
4
. november kom det til voldsomme kampe mellem politi og syndi
kalister paa Grønttorvet, hvor adskillige blev alvorligt saaret.
Mens de politiske uroligheder kulminerede med slaget paa Grønttorvet,
fortsatte arbejdskampene gennem de følgende maaneder, og der faldt først ro
over arbejdsmarkedet ind i 20erne.
Modsætningen til denne sociale uro, affødt af dyrtid og arbejdsløshed og
mangel paa livsfornødenheder og boliger, var det hektiske forlystelsesliv, som
var en anden fremtrædende side af krigstidens København. Gullasch-baronerne,
som var blevet rige ved at eksportere levnedsmidler, spille paa Børsen eller
andre former for »forretning«, prægede i stigende grad københavnerlivet. Deres
ofte smagløse, men dominerende optræden kvalte fuldstændigt de rester, der
var tilbage af 80ernes og 90ernes særlige københavnske tone. Et morsomt træk,
der skarpt belyser situationen, var, at en af dronningerne i førkrigstidens sel
skabsliv, admiralinde Emma Gad, udgav en »Takt og Tone« — øjensynlig af
hensyn til de nyskabte rigmænds manglende selskabelige finesse.
Langt mere ramtes de nye matadorer af Frederik Jensens »Gullaskvise«, hvori
han ironisk sang om, hvorledes de havde erhvervet deres uvante positioli, og
helt i »gullaschens« aand var de efter datidens opfattelse overdaadige udstyrs-
revuer og operetter, som forlystelseskongen Frede Skaarup satte op paa »Scala«.
1912 var Frede Skaarup blevet direktør for dette teater, der i krigsaarene blev
centrum for det københavnske forlystelsesliv. 1917 lod han »Scala« ombygge
for 800.000 kroner, og snart købte han ogsaa Dagmar. Med Emil Reesen ved
dirigentpulten og Carl Alstrup, O da Alstrup, Amélie Kierkegaard, Henry See-
mann og lidt senere L iva Olsen som hovedkræfter præsenterede han det muntre
København for den ene operette og revy flottere end den anden. I 1917 opførte
han saaledes »Czardasfyrstinden«, i 1918 revyen »Hallo Amerika« og i 1919
den største af alle hans sukcesser, Schuberts »Jomfruburet«.
Ogsaa de andre teatre nød godt af de gyldne tider, og teaterkasserne bug
nede som ingen sinde. Tilstrømningen var uhyre, og selv maadelige stykker
blev kæmpesukcesser. Men ogsaa her prægede gullaschsmagen repertoiret, selv
om Dagmarteatret under Holger Hofmans ledelse opførte betydelige forestil