257 / 341
5 9 6
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
side var den mindre bemidlede del af befolkningen, der gennem rationeringen
sikredes et vist forbrug, som den ellers næppe havde kunnet skaffe sig, nærmest
passiv, saaledes at det var mindretallets kritik og uvilje, der kom til udtryk«.
(K . Vedel-Petersen: Københavns Kommune i Aarene 19 14 -19 2 1, pag. 160).
Hovedansvaret for dette arbejde faldt paa kommunalbestyrelsen.
Den partimæssige udvikling i Københavns kommune i krigsaarene karak
teriseredes ved socialdemokratiets voksende styrke. V ed valgene til borger
repræsentationen i 1913 var der blevet valgt 27 socialdemokrater, 22 af den
kommunale vælgerforening, 5 fra det radikale venstre, og 1 kristelig social.
V ed valgene i 1917 erobrede socialdemokraterne den absolutte majoritet, idet
de fik 30 mandater, mens der valgtes 17 fra den kommunale vælgerforening
og 6 radikale.
V ed krigsudbruddet var landstingsmand Chr. Christiansen formand for
borgerrepræsentationen. Han beklædte denne post til 1917, da han blev borg
mester for den nyoprettede 5. afdeling indenfor magistraten, der skulde tage
sig af belysningsvæsenet, vandvæsenet, sporvejene o. s. v. Som formand afløstes
han af sekretær Anthon Andersen.
Krigen og de kommunale problemer, den rejste, var naturligvis det centrale
i den kommunalpolitiske kamp. I et omfang som ingen sinde før blev kommune
styret tvunget til at gribe ind i borgernes private liv og erhvervslivets frihed.
Socialdemokratiets politik gik ud paa at styrke myndighedernes magt, saaledes
at den brede befolknings besværligheder kunde lettes ved rationeringer, tilskuds
ordninger, igangsættelse af kommunale virksomheder paa omraader, som tid
ligere havde været anset for det private erhvervslivs domæne, o. s. v. Den borger
lige gruppe saa det imidlertid som sin opgave i saa vid udstrækning som muligt
at værne om det private initiativ. Den socialdemokratiske politik sejrede paa
en lang række punkter. Kommunens opgaver og indgreb svulmede op i disse
aar. Det kan bl. a. ses af de aarlige budgetters vækst. I 19 14 -15 balancerede
Københavns kommunes regnskab med 39,6 millioner kr. I de følgende aar
voksede det gradvis, saaledes at det i 19 18 -19 var kommet op paa 74 millioner,
og i de følgende aar steg det endnu mere.
Centrum i denne øgede virksomhed var borgmester Jens Jensen. Da kom
munen i august 1914 oprettede det saakaldte velfærdsudvalg, der skulde tage
sig af de ekstraordinære forhold, blev han dets formand. I løbet af krigen op
rettedes en række kommissioner og udvalg til at tage sig af de forskellige
problemer, men midtpunktet var dyrtidskontoret, der sorterede under Jensens
borgmesterafdeling.