262 / 341
D E N M O D E R N E S T O R B Y
6
o i
I. Chr. Jensen, der som stifter af Arbejdernes Andels-Boligforening allerede før den første verdens
krig havde gjort en indsats for godt boligbyggeri for mindre bemidlede, forelægger i Københavns
borgerrepræsentation 1920 et forslag til bekæmpelse af bolignøden. Tegning - gengivet efter Jensen
og Borgbjerg: Socialdemokratiets aarhundrede.
var, at der paa grund af udviklingen paa byggemarkedet i aarene efter 1909
ikke i i g i
4
fandtes den efter byens størrelse nødvendige reserve af ledige boliger.
Ledigheden var i virkeligheden kun det halve af, hvad man ansaa for normal.
Under krigen steg befolkningen som nævnt usædvanligt stærkt. 1915 og
1916 voksede den med henholdsvis 16 og 12.000, mens det normale var ca. 8000
om aaret. Hertil kom, at denne tilvækst i høj grad skyldtes indvandringer, d. v. s.
mennesker, som behøvede lejligheder.
Dette i forbindelse med stigningen i indtægter i de første krigsaar bevirkede,
at efterspørgselen efter lejligheder voksede, og følgerne af førkrigstidens under
produktion begyndte at vise sig. Priserne paa materialer og i mindre grad
arbejdslønninger steg, og entreprenører og bygherrer turde ikke sætte nybyg
ninger i gang i større omfang.
I 1916 og de følgende aar blev der derfor virkelig bolignød i København, og
fra april flyttedag maatte kommunen gribe ind og skaffe husvilde tag over hove
det. Paa dette tidspunkt var de husvilde fattige, som anbragtes paa Sundholm,
København fra boplads til storby.
39