KøbenhavnFraBopladsTilStorby

602

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

imidlertid ogsaa familier, som baade vilde og kunde betale husleje. M an be

gyndte derfor at rekvirere skoler for at afhjælpe miseren, og hver familie fik

her overdraget et værelse.

Kommunen maatte nu forsøge at skaffe lejligheder og stimulere byggeriet.

For at afhjælpe den mest paatrængende nød opførtes træbarakker. Derefter

gennemførtes i de følgende aar sammen med staten forskellige forholdsregler

med støtte til byggeriet i form af skattelempelser, og endelig foreslog socialdemo

kratiet i borgerrepræsentationen, at kommunen skulde igangsætte bygning af

iooo lejligheder. Fra borgerlig side gjorde man indsigelse herimod med den

motivering, at det vilde hemme det private byggeri, men forslaget gennemførtes,

og det kommunale byggeri tog til i de følgende aar, saaledes at en voksende

del af de nye lejligheder skyldtes kommunalt byggeinitiativ.

Et andet problem i forbindelse med boligsituationen dukkede ogsaa op,

nemlig huslejestigningen. I marts 1916 meddelte Københavns Grundejerfor

ening, at huslejen maatte øges. V ed en lov fra juni fik kommunalbestyrelsen

imidlertid ret til at nedsætte et nævn, der skulde føre opsyn med, at huslejen

ikke blev sat op over, hvad der var rimeligt.

De bestemmelser, der gennemførtes her, viste sig dog at være utilstrække

lige. Lejere, som protesterede eller klagede over forhøjelser, blev i mange til

fælde sagt op, og derfor gennemførtes en regel om, at opsigelser kun var gyl

dige, hvis de blev anerkendt af huslejenævnet.

I 1917 forværredes situationen, og myndighederne maatte foretage nye

indgreb. Det blev forbudt at omgaa lejebestemmelserne ved at udleje lejlig

hederne delvis møbleret. Det blev forbudt at nedrive beboelsesejendomme,

og der gaves tilladelse til fremleje. Antallet af husvilde steg dog, og ufærdige

lejligheder blev i stort omfang taget i brug, ligesom sammenflytning af flere

familier i samme lejlighed tog til.

I 1918 blev forholdene endnu værre. Aarsagen laa først og fremmest deri,

at det private byggeri var gaaet omtrent helt i staa paa grund af de dyre

materialer og vanskeligheden ved at fremskaffe dem. Det beregnedes, at pris

stigningen paa byggematerialer fra 1914 til 1920 steg mellem 95 % og 473 % ,

og den samlede stigning i byggeomkostninger androg ca. 100 % . Vanskelig

hederne øgedes fra nu af ogsaa paa grund af strejker og lock-outer.

Københavns kommune gik saaledes ud af krigen med en meget spændt bolig

situation, som skabte alvorlige problemer i efterkrigstiden.

I november 1918 kom vaabenstilstanden. Det københavnske samfund stod

paa dette tidspunkt overfor store, men ukendte fremtidsproblemer. Erhvervs