267 / 341
6
o6
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
ført en ny rekonstruktion, hvorved staten betalte underskudet og samtidig helt
overtog banken. Ialt androg Landmandsbankens tab ca. 490 millioner kroner.
I september samme aar kom Privatbanken ud for vanskeligheder og maatte
saneres med de andre bankers hjælp, og samme skæbne led i oktober 1929
Folkebanken for København og Frederiksberg, der havde lidt store tab ved
de plumske transaktioner, der afsløredes, da Plum 25. oktober begik selvmord.
Først fra 1930erne kom der ro om de københavnske banker.
Under disse forhold genrejstes det københavnske erhvervsliv langsomt og
havde 1929 og 1930 gode aar. Men i oktober 1929 udbrød den store panik paa
New Yorks børs; den udviklede sig snart til den alvorligste økonomiske krise
i kapitalismens historie og bredte sig i løbet af 1930 og 1931 til Europa, hvor
den rystede først og fremmest Tyskland, men ogsaa England.
I 1931 naaede den Danmark, og 28. september maatte guldmøntfoden
suspenderes. Dermed indlededes den udvikling, hvorved det danske og dermed
ogsaa det københavnske erhvervsliv kom ind under 1930ernes restriktions- og
kontrolpolitik, affødt af udviklingen i de store lande. V ed valutaloven 1932
og oprettelsen af valutacentralen skabtes nye arbejdsvilkaar for den køben
havnske industri og handel. Paa den ene side maatte restriktionerne og begræns
ningerne i den økonomiske handlefrihed virke hemmende, paa den anden side
betød de ogsaa chancer for begunstigelser for visse erhverv.
Industrien fik visse fordele af 1930ernes handelspolitik. Importbegræns
ningerne virkede til en vis grad som toldbeskyttelse og et udvidet hjemmemarked
for f. eks. radioer og automobiler opstod. Det virkede dog hemmende, at mange
raastoffer blev dyrere, og besparelser maatte indtjenes ved en omfattende ratio
nalisering. Industrien kom nogenlunde helskindet gennem 1930erne, og det
eneste større sammenbrud var Burmeister & Wain i 1932, hvor staten maatte
træde til og rekonstruere. Et særligt kapitel i den københavnske industris og
beslægtede erhvervsgrenes indsats i 1930erne er deres virksomhed i udlandet. En
række store firmaer som F. L. Smidth og Co., Højgaard og Schultz, Monberg og
Thorsen, Kampmann, Kierulff og Saxild, Christiani og Nielsen m. fl. lykkedes
det — til trods for den økonomisk-politiske' udvikling og i visse tilfælde maaske
som følge af denne - at opretholde en omfattende virksomhed i fremmede lande
ved leveringer af f. eks. cementfabrikker og bygning af baner, broer, havne,
kanaler o. s. v. De tilførte hermed København og Danmark store summer af
væsentlig betydning for landets økonomi.
Haardest blev handelen ramt af den nye politik. Omstillingen af den danske
import, som den britiske industriudstilling i 1932 var symbolet paa, skabte i sig