273 / 341
6
l2
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
at man maatte finde frem til nye former for afgørelse af stridigheder om løn
og arbejdsbetingelser. Et udtryk herfor var loven af 1
4
. september i g
4
o om
arbejds- og forligsnævnet.
Byens bebyggelse og boligforhold.
Den københavnske boligsituation havde som tidligere nævnt ved krigens
slutning udviklet sig i retning af en katastrofe. Det private byggeri var paa grund
af prisstigningen paa materialer delvis gaaet i staa. Et uroligt arbejdsmarked
virkede ogsaa hemmende. Samtidig steg behovet for boliger stærkt paa grund
af befolkningstilvæksten. T il trods for statens og kommunens regulerende be
stemmelser lykkedes det heller ikke at faa virkelig kontrol med ejernes trans
aktioner. Det oplystes saaledes i borgerrepræsentationen, at leje af en
4
-værelses
lejlighed var blevet gjort afhængig af, at lejeren købte et møblement til
30.000 kr., der var 5.000 kr. værd.
Under saadanne forhold maatte baade stat og kommune efter krigens ophør
fortsætte deres bestræbelser for at lette boligtrykket. I de første efterkrigsaar tog
deres indsats endog til. Næsten alt byggeri skete med offentlig støtte eller saa
ledes, at kommunen selv optraadte som bygherre. For at bøde paa den øjeblikke
lige nød maatte der opføres træbarakker til de husvilde, samtidig med at de
kommunale myndigheder satte et byggeprogram paa langt sigt i gang. Det
drejede sig om etagehuse med mange lejligheder. Ogsaa parcelbyggeriet blev
støttet, og de første rækkehuse - Bakkehusene - blev opført. Endvidere gjorde
byggeforeningerne en indsats, men da de var særligt begunstiget med hensyn til
støtteforanstaltningerne, medførte dette, at foretagsomme entreprenørforetagen
der camouflerede sig som byggeforeninger, hvor medlemmerne i virkeligheden
havde faa eller ingen rettigheder. Imidlertid kom der i 1922 en lov om stats
boligfond, der medførte en mere effektiv offentlig kontrol.
Fra slutningen af 1921 begyndte boligsituationen saa smaat at lette, og lang
somt kom man ind paa en mere stabil udvikling. Efterhaanden tog det private
byggeri atter til, men kommunen fortsatte dog som bygherre, omend i mindre
omfang.
I langt højere grad end tidligere førtes paa forskellig maade kontrol med
byggeri og boliger, og resultatet blev i det store og hele bedre bebyggelse. I 1918
gennemførtes en ny sundhedsvedtægt, hvorefter der kunde ansættes tilsyn med
boligerne, og i 1921 oprettedes et kommunalt boligtilsyn. I den ovenfor nævnte
lov om støtte til byggeri var fastsat, at kommunen skulde holde priserne paa