271 / 341
6
i o
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
En betragtning af befolkningens fordeling i erhverv i mellemkrigsaarene
viser, at industriens betydning for det københavnske samfund yderligere steg.
I 1925 var der ved industrien beskæftiget 143.000 personer, og i 1935 var
tallet steget til 175.000, hvilket i forhold til hele landet betød en stigning fra
36,4 % til 38,1 % . V ed en gros-handel var der i 1925 beskæftiget 27.000 per
soner og i 1935 37.000, og dette betød i forhold til hele landet en nedgang fra
61 % til 57,3 % . Derimod viste detailhandelen med en stigning fra 39.000
til 53.000 en forholdsvis vækst fra 33,7 % til 34,5 % . M ed hensyn til kvin
dernes indsats inden for disse erhverv, havde den kvindelige arbejdskraft 1935
inden for industrien samme stilling som i 1855, mens dens betydning i handelen
var forholdsvis dobbelt saa stor som 100 aar tidligere.
Endvidere havde de immaterielle erhverv faaet større betydning, hvilket
bl. a. skyldtes den kommunale og statslige administrations vækst. Ogsaa her
havde kvinderne erhvervet større plads, og dette gjaldt især inden for skole
og sundhedsvæsen; derimod havde husgerning yderligere mistet terræn. Endelig
var de økonomisk passive befolkningsdele taget til, hvilket bl. a. skyldtes det
voksende antal aldersrentenydere.
Forholdene paa det københavnske arbejdsmarked var urolige med strejker
og lock-outer i aarene efter 1918. Udbygningen af baade arbejdernes og arbejds
givernes organisationer i mellemkrigsaarene bevirkede, at konflikterne ikke
længere blev lokalt bestemt, men i stigende grad var landsomfattende, naar
de udbrød. Det er tidligere nævnt, hvorledes kampene allerede begyndte i
1918. Aarsagen var kravet om lønforhøjelse som kompensation for prisstig
ningen. Denne strejkebevægelse fortsatte i 1919, hvor der ialt var ca. 235 kon
flikter. Karakteristisk for situationen var de mange ulovlige strejker. I dette
aar skulde et stort antal overenskomster fornyes, og det lykkedes arbejderne at
sikre sig baade lønforhøjelse og en reduktion af arbejdstiden, der blev fastsat
til højst 9 timer. I maj blev der endvidere truffet aftale om, at 8-timers arbejds
dagen skulde indføres fra 1. januar 1920.
V ed overenskomstforhandlingerne i begyndelsen af 1920 stillede arbejderne
krav om yderligere lønforhøjelse, men dette blev afvist af arbejdsgiverne, som
truede med lock-out i april. Konflikten blev dog bilagt af forligsmanden. Særlig
slemt var det 1919 og 1920 i havnen, hvor arbejderne etablerede ulovlige
strejker. I september 1919 maatte regeringen gribe ind, men april 1920 var
det atter galt, da de saakaldte »samfundshjælpere« optraadte som strejkebrydere
og lossede skibene. Resultatet af strejken blev, at Transportarbejderforbundet