261 / 341
6
oo
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
skrænkning i teatrenes og andre forlystelsers aabningstid. Endelig i marts 1917
maatte man indføre rationering af gassen, og den ophævedes først i april 1919.
D a samtidig tilførslerne af petroleum sank, og tildelingerne maatte ratio
neres med mærker, opstod alvorlige problemer for husmødrene ved madlav
ningen. Høkasserne dukkede op, og i 1917 lod kommunen fremstille 3000 af
dem. Endvidere oprettedes folkekøkkener, hvor der solgtes varm mad til
4
o øre
pr. portion. Det første aabnedes i en tidligere gullaschfabrik i Heimdalsgade,
men efterhaanden udvidedes institutionen med flere køkkener og spisesteder
over hele byen.
Priserne paa alt steg til svimlende højder, og det blev snart nødvendigt for
kommunen at gribe ind med direkte hjælp til fordel for de mindrebemidlede,
hvis antal var stigende. Støtten til de gamle blev forhøjet. Fra 1917 krævede
ogsaa den voksende arbejdsløshed ekstraordinære foranstaltninger. Der gennem
førtes i løbet af krigen en række dyrtidsforanstaltninger, hvorved der udbetaltes
direkte pengehjælp uden fattighjælps virkninger, endvidere naturalier, rabatkort,
bespisning af skolebørn o. s. v. Ialt kostede disse foranstaltninger kommunen
ca. i
4
oo millioner kr. i tiden indtil 1920. Dette beløb dækkedes ved tilskud
fra staten og ekstraskatter.
Den kommunale forsorg, der ved krigsudbruddet omfattede hjælp til gamle,
børn, fattige, syge og arbejdsløse foretoges dels af det offentlige og dels ved den
private forsorg, der især foregik gennem Københavns Understøttelsesforening,
som siden 1904 havde haft en overenskomst med kommunen, hvorefter den
administrerede offentlig hjælp foruden sin private virksomhed.
Alderdomsunderstøttelsen steg under krigen fra 295 kr. pr. Hovedperson om
aaret til 971 kroner. Efterhaanden var der imidlertid ikke plads til de gamle
paa de forhaandenværende alderdomshjem, og i november 1917 forelagde borg
mester V iggo Christensen et forslag, der gik ud paa, at Almindeligt Hospital
skulde rømmes og stilles til raadighed for de gamle, saaledes at der sammen
med de eksisterende alderdomshjem kunde oprettes en samlet organisation »De
gamles By«. Dette forslag gennemførtes dog først efter krigens ophør.
De personer, som stod under fattigvæsenets forsorg, gik i disse aar ned i antal.
Dette skyldtes dog ikke mindre nød, men at hjælpen saa vidt muligt uddeltes
saaledes, at den ikke fik fattighjælps virkninger. Hertil bidrog bl. a., at arbejds
løshedskasserne og hjælpekasserne paatog sig opgaver, som tidligere var blevet
løst gennem fattigvæsenet.
Et overmaade alvorligt problem under krigen var bolig- og huslejeforholdene.
Allerede ved krigsudbruddet var boligspørgsmaalet faretruende. Aarsagen hertil