256 / 341
D EN M O D E R N E S T O R B Y
5 9 5
linger. I 1917 begyndte et nyt, stort kapitel i Københavns teaterliv, da Betty
Nansen aabnede sit teater i Frederiksberg Allé.
Under krigen kulminerede den danske filmproduktion, som O le Olsen alle
rede havde begyndt efter aarhundredskiftet. Nordisk Film var i disse aar et
verdensfirma, og Valdemar Psilander og O laf Fønss blev verdensberømtheder.
I 1914 indspilledes den hidtil største af O le Olsens film »Atlantis« efter Gerhart
Hauptmanns roman. Hovedrollen blev spillet af O laf Fønss, og i de store
katastrofescener, da kæmpedamperen gaar under, deltog det københavnske
bourgeoisi som statister paa 1. klasse. Men i marts 1917 døde Valdemar Psilan
der pludselig, og i juli maatte Nordisk Film standse sine optagelser, fordi eks
porten var gaaet i staa, og importen af raafilm standset.
Forlystelsesetablissementerne skød op som paddehatte. I Vinterpaladset
(Arena) optraadte i 1917 den tidligere bokser Carl Pedersen, nu Carl Brisson,
sammen med Dagmar Heinemann og Schiøler Linck, og det foregaaende aar
havde Ludvig Brandstrup og Axel Meyer skrevet Tivolirevyen med Peter Mal-
berg og Osvald Helmuth blandt de optrædende.
Selskabslivet paavirkedes ogsaa af gullaschen. Det blev ødselt og prangende,
og restaurationslivet kom til at spille en rolle, det aldrig havde haft før. Efter
at restauranterne var begyndt at lukke tidligt paa grund af restriktionerne, fort
satte man festerne i hjemmene, og saa var det ikke for dyrt at medtage hele
Wivels orkester med Tippe Lumbye i spidsen. Den hektiske og nervøse tid
skabte ogsaa nye danse. I 1915 dansede man for første gang tango i København.
Men ved siden af dansen om guldkalven og det hektiske forlystelsesliv var
der alvorligere problemer, som krigen skabte. De opstod først og fremmest i
forbindelse med fordelingen af levnedsmidler og andre nødvendige varer. Man
stiftede for første gang bekendtskab med rationeringen, og nøden blandt de
daarligst stillede maatte lettes.
»I borgernes erindring kom rationeringen . . . til at staa som det, der gav
tiden dens særlige præg. I begyndelsen blev rationeringen blot opfattet som en
spændende begivenhed, fordi den indførtes paa et tidspunkt, da krigens alvor saa
at sige trængte til at blive os præcent, og mindede om, at nøden ogsaa havde bud
efter os. Men efterhaanden som rationeringen varede ved og blev mere og
mere omfattende, blev befolkningens indstilling overfor den nærmest uvillig,
og rationeringens begrænsning af den enkelte borgers forbrug føltes som et
uretmæssigt indgreb og særlig stærkt hos den del af befolkningen, der tjente
krigstidens store indtægter og vilde have lov til at bruge dem. Paa den anden