253 / 341
5 9 2
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
i 192 1. Denne gang krævede den 997 dødsfald. Endelig tog den til igen i 1922,
og til marts 1923 indtraf 270 dødsfald. I sit kølvand trak den spanske syge
uendelig nød og elendighed med sig og forøgede dermed de skarpe sociale kon
traster, som det københavnske samfund udviklede i løbet af krigsaarene.
Krigstidens hektiske økonomiske udvikling afspejler sig i indtægtsfordelin
gen, selv om de officielle opgørelser vel kun giver et tilnærmelsesvis billede af de
virkelige forhold. Skellene mellem store og smaa indtægter var endnu grellere,
end disse tal viser.
De skatteansatte indtægter voksede fra 297 millioner i 1913 til 1208 milli
oner i 1920. Samtidig blev ca.
4
o % af befolkningen skattepligtige mod 26 %
i 1913. Denne skatteyderstigning var dog stort set formel, idet den blot betød,
at lønstigningen var saa stor for de smaa indtægter, at de kom op over skatte
grænsen.
Indtægtsfordelingen tog imidlertid en uheldig retning under krigen, idet
stigningen blandt de store indtægter var langt stærkere end for de smaa. De
store indtægter kulminerede i 1916, men selv efter dette tidspunkt laa de højt.
For eksempel var der 33 skatteydere i 1913, som havde tjent mellem 100.000
og 150.000 kroner; i 1919 var deres antal steget til 230. Paa samme maade
ligger forholdet for indtægter over 150.000. 1913 var der 7 skatteydere, der
havde tjent mellem 200.000 og 250.000, i 1919 : 34; og over 500.000 kroner
var der i 1913 ialt 4, mens deres antal i 1919 var steget til 54.
Inden for de lavere indtægtsklasser foregik stigningen meget langsommere,
og da den ofte ikke kunde holde trit med det opadgaaende prisniveau, betød
dette, at de snarere tabte i købekraft. Dette gjaldt først og fremmest for arbej
dernes lønninger, men ogsaa tjenestemænd og en række funktionærer i private
foretagender led samme skæbne, og deres levefod blev katastrofalt nedsat i løbet
af krigen. Dalende realløn i forbindelse med daarlig ernæring som følge af de
vanskelige tilførselsforhold havde utvivlsomt sin væsentlige skyld i, at saa mange
bukkede under for den spanske syge.
Først i 1915 begynder arbejderlønningerne at stige, og i 1916 laa de 20 %
højere end i 1914. D a pristallet imidlertid var
124
i forhold til 100 i 191
4
,
dækkede lønstigningen saaledes ikke prisstigningen. Sætter man reallønnen til
100 i 1914, var den 1915: 88, 1916: 87 og 1917: 86. I dette aar skærpedes
de sociale uligheder, og først i 1918 bedredes forholdene, saaledes at real
lønnen havde genvundet sin købekraft fra 1914. Dette forhold affødte i 1918
stor uro blandt arbejderne med krav om lønforhøjelser, og gennem 1918 var
der ustandselig ulovlige strejker.