44 / 148
utålmodige hornsignaler og knallert
larm, som vi har den i vore dage, er
langt mere enerverende, trods gum
mihjul på asfalt.
Arbejdsdagen var lang. På dette
område skete der først en ændring i
slutningen af århundredet, da arbej
derne som samfundsgruppe var så
stærk, at de kunne gennemføre deres
krav om kortere arbejdstid.
For en fabriksarbejder begyndte
arbejdet kl.
6
og varede til kl.
19
,
altså 13 timer. Der var normalt pau
ser i arbejdet på ialt
2
timer hver dag:
Frokost mellem kl.
8
og 830, middag
fra
12
til
13
og eftermiddagsmad kl.
1530 til
16
eller lidt senere.
Selv om arbejdstiden derved kun
blev
11
timer, var det drøjt nok. Den
sidste time, fra kl. 18 til
19
, kaldtes
betegnende nok for
slavetimen.
Hos
mange arbejdere var trætheden så
stor, at det gik ud over arbejdet, og
på mange virksomheder forsvandt
denne forhadte time ved en frivillig
afkortning af arbejdstiden.
Medvirkende hertil var, at mange
arbejdere havde lang vej at gå mel
lem hjem og arbejdsplads. Var der
en times gang hver vej, var der i vir
keligheden ingen fritid tilovers om
hverdagen til familieliv og adspre
delser.
Søndagsarbejde blev først forbudt
i
189 1
, og ferier var et ukendt be
greb. Grundlovsdag og
1
. maj var de
fridage, der var anerkendt.
Børnearbejde var almindeligt i
sidste halvdel af forrige århundre
de. Børn under
10
år arbejdede i
tændstikfabrikkerne,
tobaksfabrik
kerne og på glasværkerne. Normalt
arbejdede børn en halv dag på
5-6
timer og gik så i skole den anden
halve dag. Først 1873 blev det for
budt at beskæftige børn under
10
år
i industrielle virksomheder.
Det var dog ikke blot industriens
arbejdere, der måtte slide hårdt for
føden.
Butiksfolket
var ikke stort
bedre stillet. Lukkeloven kom først
sent, og før den tid bestemte de en
kelte handlende selv, hvor længe de
ville have åbent.
Arbejdsdagen sluttede dog ikke
ved lukketid. Der skulle ryddes op
og føres regnskab over dagens salg,
før det var fyraften. Kom der kunder
i det tidsrum, blev de ikke afvist, når
blot de benyttede butikkens bagdør.
40