338 / 467
324
O. Kølin
og muligvis hakkede kartofler, det udblødte brød samt
salt. Det koges derefter endnu lt ø time. Lidt før opøs
ningen tilsættes eddike. Der var beregnet 1 pot mad til
hver. Til 100 portioner medgik 34A pd. fersk kød, 16 pot
ter byggryn, 6 potter ærter, 923/28 pd. hårdt brød, 3^2 pot
øleddike og
IV
2
pot salt. I 1856 kostede frem stillingen af
denne ret 331/so sk. pr. portion. Tvangsarbejderne i ar-
bejdshusene fik den hver dag i ugen.4
Hvor bekendt Rumford, hans opvarmningsmetode og
hans suppe var blevet, kan bl. a. ses af følgende linier i
et digt5 fra 1803 af Jens Baggesen, hvori der satiriseres
over tidens rationalistiske indstilling. Det hedder „Til
Fyrsterne. Ved Enden af det attende Aarhundrede“ og er
skrevet i Paris. Linierne lyder:
„O, Rumford,
Min Alders F lø im and ! Nyttighedens Helt!
Hvis Sparovn concentrerer vor Oplysnings
Ei meer m iskiendelige Varme, hvis
Almindelige Suppe viser Maalet
For al Philosophie, som ei er Tant,
Og Endemedet af de Kiæmpeskridt,
Hver Videnskab har giort, fra den Tid Baco
Paa rette Vei dem ledte, store Rumford!
Afsiæl mit Bryst, at tarvelig og ædru,
Nært af din Suppe blot, og uden Hede,
Blot varm ved din Kamin, jeg ret forstaaelig
Kan snakke for forstandige Personer“.
Tanken om, at kollektiv bespisning kunne være et m id
del til at lindre social nød, holdt sig imidlertid levende og
gav sig forskellige udslag. I slutningen af 1820’erne, da
der herskede dyrtid og megen fattigdom i hovedstaden,
indrettede en velgørenhedskom ité en bespisn ingsanstalt
baseret på indskud fra velstående enkeltpersoner og
grupper af befolkningen, især lavene. De indskydere, der