352 / 467
338
Georg Nørregård
lov at komme ud, før sommersolen mildnede klimaet. Fra
begyndelsen troede man, at han havde ansigtsrosen, men
senere mente man, at han havde haft skarlagensfeber.8
Endnu i de følgende dage tog rygterne til, og selv den
engelske chargé d’affaires indberettede nu udførligt om
dem i en fortrolig depeche. Han meddelte, at det nu gik
så vidt, at byens folk gik til havnen og til udsigtspunk
terne for at se den engelske flåde komme med tropper
til at foretage okkupationen af Sjælland. E fterretnin
gerne tog hver dag ny form, og Rosenkrantz måtte ad
vare de danske gesandter i udlandet mod at bruge ud
tryk, som kunne understøtte galskaben.
Addington fandt det dog endnu mere bemærkelsesvær
digt, at der stadig var mange, der viste absolut ligegyl
dighed over for snakken. I klubberne var der folk, som
anså rygterne mere som udtryk for ønsker end for tro.
Andre talte om dem med den yderste kulde og apati, som
om det var noget ganske dagligdags, der ikke havde an
det end rent privat eller økonom isk interesse. „Denne
sørgelige mangel på høj fædrelandsfølelse“, skriver eng-
iænderen, „kan kun tilskrives den alm indelige nedtrykt
hed, der tynger alle sam fundsklasser . . . . det er dette,
som afsvaler sam fundsfølelsen og lader frisindet og man
dig respekt for almenvellet blive afløst af den mest lur
vede selviskhed“. Siden krigen havde skatterne tynget
hårdt, statsindgrebene havde været så voldsomme, især
i landbruget, at det var blevet skæbnesvangert for den
offentlige tillid og havde vakt en alm indelig følelse af
m istillid til regeringens evne og vilje. Spekulations
manien havde ødelagt interessen for en ordentlig og
rimelig indtægt, som man før var tilfreds med. Den vest
indiske sukkerhøst, som skaffede København gode ind
tægter, var i flere år slået fejl, og handelen var gået til
bage. København havde ikke opretholdt sin stilling som