Storpolitiske rygter i 1822
335
stykker af Nordtyskland og Holland som godtgørelse,
hvis han ville afstå Norge til Sverige.2
Ved passende lejlighed havde den svenske kronprins
Carl Johan også underholdt et par engelske udsendinge
om, at han ville knuse det danske monarki; og så kunne
England få de danske øer, medens den jyske halvø ibe
regnet Slesvig skulle bevare uafhængigheden, Holsten gå
til Tyskland, og Norge tilfalde Sverige uden sværdslag.3
Senere, da Carl Johan var fortørnet over nordmændenes
modstand mod afståelsen til Sverige og mistænkte den
danske regering for at stå bag dem, udklækkede han an
dre planer til deling af det danske monarki, idet han
stadig ville betænke England med nogle danske øer til
gengæld for ulejligheden med at deltage i Norges under
trykkelse.4
For den, der havde hørt noget om napoleontidens v il
kårligheder, behøvede rygtet i 1822 således ikke at stå
som fri fantasi. Man kunne godt tænke sig, at det var
alvor. Det støttedes i de sidste februardage ved, at en
engelsk eskadre var på vej ned i sundet, og det påstås,
at endog børskurserne blev påvirket af snakken. Den
engelske chargé d’affaires i København H. U. Addington
fandt vel endnu på dette tidspunkt, at rygtet var absurd
og mente nok, det måtte skyldes stagnationen i det øko
nom iske liv og spekulanternes forsøg på at røre op i van
dene. De uheldige følger af de såkaldte agiotørers virk
somhed var efter hans opfattelse mere fremtrædende i
Danmark end i de fleste andre lande.5
Denne rolige vurdering blev dog ikke delt af alle. Da
rygtet havde cirkuleret en fjorten dages tid og stadig
antog fastere form, mente den østrigske chargé d’affaires
i byen, grev F. S. v. Kuefstein, at han ikke længere turde
undlade at give sit hof udførlig underretning. Han hørte
til de diplomater, der gav de vidtløftigste skildringer af