43 / 467
30
Frank Jørgensen
sendte klage til kongen, men kancelliet erklærede, at
selskabet uden at have et direkte ulovligt formål dog
truede den offentlige sikkerhed.
Allerede i september samme år stiftedes et „skandina
visk Selskab“, hvis formål i meget høj grad stemte over
ens med Det skandinaviske Samfunds. I modsætning til
tidligere bestod indbyderne denne gang af en række af
byens prom inente borgere. Da kancelliet ikke regnede
med, at disse ville være så politisk „aktive“, og af hensyn
til folkestemningen, fik det lov at bestå, men hvis det
„lagde nogensomhelst politisk Tendens for Dagen, maatte
det strax vorde op løst“.24
Efter forbudet mod Det skandinaviske Samfund fore
kommer der ikke flere foreningsforbud under enevælden.
Derimod sker det ret hyppigt, at politidirektøren blander
sig i foreningernes indre anliggender. Dette havde man
dog allerede gjort i 1835. Kort før Læseforeningens ende
lige stiftelse lod alle regimentschefer deres underoffice
rer vide, at de ikke måtte indtræde i nogen forening,
„som laa udenfor deres m ilitære P ligters Ressort“.25 De
højere officerer turde man dog ikke forbyde medlem
skab. Nogen protest opløfter sig ikke på grund af dette
forbud, snarere ser det ud, som om man har været bange
for, at foreningen sku lle blive forbudt.
1844 rejste bestyrelsen for Trykkefrihedsselskabet
spørgsmålet om domstolenes upartiskhed.26 Politid irek
tøren truede øjeb likkeligt med at ophæve selskabet, hvis
det fremtidigt delibererede om lovgivnings- og regerings-
anliggender.27 Ligeledes modtog Det skandinaviske Sel
skab i 1845 en advarsel om at holde sig til det i 1843
givne tilhold. Anledningen var, at D. G. Monrad havde
holdt en tale for associationsfriheden .28 Efter at selskabet
havde klaget til kancelliet, fik det til svar, at enhver
kritik af regeringsforanstaltninger (der hentydes til
bondecirkulæret) forbydes i tilholdet af 1843.29