45 / 467
32
Frank Jørgensen
ger over bondecirkulæret. Et stykke tid senere blev
bondecirkulæret ophævet, og forbudet var ikke mere
aktuelt.
Et foredrag i Det skandinaviske Selskab fik i april
1847 politidirektøren til at „bringe Selskabet det tidligere
Tilhold i behagelig Erindring“.32 Selskabet protesterede,
og foredraget, hvis titel var: „Nordens politiske Forhold
i Midten af det forrige Aarhundrede“, blev holdt allige
vel, uden at politiet foretog sig noget.
Af disse eksempler på regeringsforanstaltninger over
for foreningerne fremgår det, at kancelliet ikke fulgte
nogen bestemt fremgangsmåde. Der blev handlet efter
skøn, og dette skøn er igen i meget høj grad afhængigt
af den øjeblikkelige politiske situation. Kun meget sjæ l
dent henføres et forbud til kabinetsordren af 1780, som
man vel næppe har anset for gældende overfor de større
foreninger. Med rette udtrykker Orla Lehmann tilstan
den således i et brev til D. G. Monrad: „Det er ikke Lo
vens Ord, men Lovens Taushed, der er Fundamentet for
vor Associationsfrihed, som saaledes er ubegrænset, men
lige saa ubegrænset er Statens Politim ynd ighed“.33
Sagen mod dr. Dampes „selskab“ i 1820 vakte absolut
ingen opposition og var en undtagelse, og den hårdhed,
hvormed regeringen skred ind, virker noget panikpræget
og parodisk. Det er karakteristisk for stemningen i tre
diverne, at forbudet mod Tschernings forening accep
teres med det samme. I fyrrerne derimod giver forenin
gernes bestyrelser sig til at diskutere med kancelliet og
klager eventuelt til stænderforsam lingerne.
Kancelliets skøn er ofte påvirket af den opposition,
der kunne tænkes at fremkomme, en ting, der træder
mere og mere frem i løbet af fyrrerne. At en udpræget
politisk organisation som Bondevenneselskabet tolereres,
kan bl. a. forklares herudfra, selv om programmet er ret
neutralt udformet. Sideløbende hermed og måske af ikke