53 / 467
40
Frank Jørgensen
riode i politisk henseende, og selv små episoder vakte
opsigt. Således blev studenternes fakkeltog til H. N. Clau
sen i 1832 af flere betragtet soin en politisk demonstra
tion. Nikolai Fogtmann skriver til P. Hjort, at studen
terne ikke skulle blande sig i politik eller opkaste sig til
>
regeringens dommere. I et andet brev bemærker han, at
den slags politiske demonstrationer kommer af den
slappe opdragelse, men måske også i nogen grad fra
studenterklubben.57
Efter at Orla Lehmann i 1833 var blevet senior i Stu
denterforeningen, begyndte visse politisk oplysende fore
drag at dukke op. 1833 talte Lehmann om trykkefriheden
med særligt henblik på Danmark, og senere på året holdt
C. N. David et foredrag om „Vor Tids politiske Tendens“,
her talte han om den engelske parlamentsreform i 1832.58
Først da det meddeltes i maj 1834, at østifternes stæn
derforsam ling skulle indkaldes den 1. oktober 1834 med
A. S. Ørsted som kongelig komm issarius, skabtes „et nyt
politisk liv“,59 der fik langt mere betydning end den tid
ligere nævnte kortvarige begejstring. „Ahneenaanden er
vaagnet af sin Slummer“, skrev Fædrelandet efter den
ovennævnte 28. maj fest i 1834, og vel ikke helt med
urette. Det nye politiske røre dannede baggrunden for
stiftelsen af to foreninger, Trykkefrihedsselskabet og
Læseforeningen.
Trykkefrihedsselskabet stiftedes den 9. marts 1835 for
at vejlede i den rette brug af trykkefriheden samt virke
for bedre folkeoplysning. Dens virksomhed som vejleder
i trykkefrihedens rette brug satte sig ikke mange spor,
større betydning fik derimod dens oplysende virksomhed.
Til folkeoplysn ingens fremme udgav selskabet Dansk
Folkeblad og en række populære skrifter. T ilslutningen
var stor, 1836 havde selskabet 1188 københavnske med
lemmer, og i 1839 var tallet steget til 1855. Fra første