59 / 467
4 6
Frank
Jørgensen
strien har gjort størst fremskridt, heroverfor må enhver
håndværker protestere. Algreen-Ussing understregede i
sin mere moderate tale, hvor vigtig foreningsånden var
for fremskridtet. I det sidste decennium har den alle
rede udrettet meget, men vil vi lære, hvor meget den
kan udrette, må vi vende os til England, hvor foren ings
ånden har igangsat gigantiske foretagender. Her kan vi
også lære, at den frie og offentlige d iskussion netop
hindrer alle hemmelige og statsfarlige forbindelser.73
Bortset fra disse angreb på plakaten af 1835 stiller
talerne sig i øvrigt på stænderinstitutionens grund. Op
positionen er navnlig præget af håndværkerinteresser, og
selv om enkelte udtaler sig mod censur o. 1., er det J. P.
Griines foredrag, der vinder størst bifald (efter refera
terne at dømme).
I 1838 nåede Læseforeningen sit højdepunkt med 516
medlemmer, derefter dalede tallet langsomt; i 1839 var
det 473 og 1840 416. Måske hænger denne nedgang sam
men med en vis ændring i foreningens stilling til de
politiske forhold, idet den nu bliver mere præget af de
yngre liberale end tidligere. De gamle ledere, David og
Algreen-Ussing, udtræder på denne tid. Ved m ajfesten i
1839 bestod præsidiet af Balthazar Christensen, Orla
Lehmann og dispacheur Abraham W essely, de yngre
liberale er hermed rykket frem i ledelsen. I sin tale for
Læseforeningen udtalte Gottlieb Siesbye, at man behø
vede ikke at blive forskrækket over, at en del har
stemplet foreningen som et politisk selskab. Da den skal
bidrage til almenåndens oplivelse, „er det meget natur
ligt, at den bærer et politisk, — et statsborgerligt Præg“,
thi den skal ikke være et åndeligt mådeholdsselskab,
men et bidrag til en åndelig folkevæbning.74 Således
havde Læseforeningen forandret sig fra at være et op
lysende selskab til et politisk selskab. Det må dog ikke
glemmes, at den lige fra begyndelsen af havde haft et