101 / 237
Københavns befæstning under Svenskekrigen
9 9
ikke var i stand til at beherske. I afsnittet om gravene er
svenskernes observationer på dette sted omtalt, og Dahl-
berghs spionkort (V.L. XXII) viser også interesse for dette
punkt; det er om dette sted, det hedder, at det svenske
rytteri eskadronvis kunne have indredet. Patrioten Jens
Lassen ydede en indsats her ved i augustdagene 1658 at
lave en interim istisk spærring af nogle hundrede (?)
vogne; på hans initiativ blev dernæst mere varigt nedslået
tætstående pæle forsynet med jernpigge, og bag dem tøm
ret et galleri, som på stolper blev ført over Kastelsgraven
til K, så man dækket af svære egeplanker fra dets skyde
skår kunne forsvare pælespærringen. Derved opnåede
man også at få en fordelagtig forbindelsesvej over til Ka
stellet. I løbet af krigen er det »endeel nu siden igien ble
ven forandret«, siger tømrerregnskabet.
Af alt det foregående fremtræder manglerne ved Øster-
vold. Men det må fremhæves, at det var det mest moderne
afsnit af befæstningen, og de store bastioner gav gode for
svarsmuligheder. Den mindre stejle yderskråning blev
m isforstået af kritikerne (se afsnittet om profilerne).
Efter krigen blev volden forhøjet og gravene uddybet,
og der kom raveliner og glaciser, der strakte sig et par
hundrede meter frem i terrænet. Samtidig blev bastioner
nes linier moderniseret og modificeret, så de bedre passede
til de større højdeforskelle. At dette sidste var vigtigt, og
at Hoffmanns grundplan ikke egnede sig til en så stærk
profil, som man måske somme tider havde overvejet at
udføre, kan ses ved sammenligning med Fredericia, hvor
man også forhøjede og uddybede, så gravene blev næsten
V-formede, men beholdt grundplanen; gravflankeringen
blev derved dårlig, og i 1861-64 måtte man foretage store
jordarbejder for at forbedre forholdene ved den mest
udsatte del af fæstningen.
De to bastioner, Q og P, hvor svenskernes storm blev
afslået, fik siden navn efter cheferne ved denne lejlighed,
Quitzow og Piichler (forvansket til Peuchler).
7
*