105 / 237
Københavns befæstning under Svenskekrigen
1 0 3
interesse her, den østlige lange rette begrænsningslinie
virker uharmonisk i helheden. Denne linie er den gamle
stenkistedæmning, som Ruse holdt sig indenfor. Oply
sende i denne forbindelse er et kort i Nationalmuseets ar
kiv (V. Lorenzen henfører det til ca. 1648 (HMK 2, IV,
185), men Ruses karakteristiske »Smedelinie« lader der
ikke være tvivl om, at det er sen ere ); i teksten på kortet
fortælles det bl.a., at mod syd er stenkisterne bevaret, me
dens de i den nordlige del er afbrudt ved vandfladen, dette
er utvivlsom t gjort i 1659 for at skaffe frit skud fra ka
stelsvolden (se neden for).
Ved 1640 var fuldførelsen af skansen efter planen op
givet, og selv om man nok stadig havde tanken om et ka
stel herude, så lod man dets udformning vente, indtil
Østervold var færdigprojekteret. Ca. 1648 nåede man så
langt, og volden skulle ende med en lang flankeløs linie
ind mod kastellet (den naturlige løsning), og man kunne
så begynde at projektere dette. De to fæstningsopgaver
var dog intim t forbundne, og de samme mænd stod for
arbejdet; Axel Urup havde overledelsen, og ingeniørteg
ningerne må skyldes Georg Hoffmann. Hvad der i afsnittet
om Østervold er anført om Hoffmanns geometriske kon
struktioner, gælder lige så vel kastellet, selv om bastions
formerne her bliver anderledes på grund af de skarpere
vinkler, og det må indrømmes, at resultatet af systemets
anvendelse her fortifikatorisk ikke bliver så godt (flanke
forsvaret af bastionerne bliver svagt, flankerne ca. 25 m
la n g e ).
Kastellets symmetriakse blev lagt godt 200 m nordligere
end skansens, derved fik Østervold et næsten retlinet for
løb og blev betydeligt stærkere, og de mislykkede dæm
ningsarbejder havde også vist, at anlægget måtte flyttes
mod nord.
Formen af kastellet synes temmelig hurtigt at være
fastlagt i store træk, nemlig fire bastionære landfronter,