123 / 237
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
121
fik et »andet lige godt område« i stedet for. Hertil kom,
at spørgsmålet om det svensk-besatte Bremen-Verdens
tilhørsforhold henvistes til fredskonferencen i Osna
brück.2 Tre år senere gik det endeligt tabt med den vest
falske fred. løvrigt erhvervede Sverige toldfrihed for mo
derlandet og de baltiske provinser, medens Holland ved
den samtidige Christianopeltraktat opnåede betydelige
toldnedsættelser.3
Sveriges magt steg yderligere gennem den vestfalske
freds bestemmelser. Forpommern og den vigtige Oder
munding tilkendtes Sverige. Det var en økonomisk styr
kelse for landet, men det betød også en militær trusel
mod Danmark. Det var derfor, Christian IV så ivrigt havde
søgt at hindre denne afgørelse i årene før 1643. Afstanden
fra Pommern til Danmark var ikke større, end at man let
kunne invadere de danske øer derfra, således som den
svenske rigsforstander Axel Oxenstierna tænkte sig i
1643.4 Endelig betød svensk besiddelse af Bremen-Verden,
at Danmarks sydfront nu også truedes af svenskerne, der
herefter bogstavelig talt omringede landet. Danmark blev
ved denne besiddelse afskåret fra sine naturlige forbunds
fæller på kontinentet, som Oxenstierna fremhævede det
for sin dronning i 1645.5 Christian IV’s mareridt var blevet
overgået af virkeligheden, idet han havde frygtet, at Dan
mark »fra Narven til Lübeck med svenske besætninger
bliver indelukket og omringet«.6
Det var imidlertid ikke blot danskerne, der med uro
iagttog Sveriges hastigt stigende magt og stadig kraftigere
greb om Østersøen. Det gjorde også et voldsomt indtryk
i Holland.7 Og da de svensk-hollandske fællesinteresser i
Tyskland ophørte med 30-årskrigens afslutning 1648, følte
Holland sig herefter mere frit stillet, og mere parat til at
forsvare sine økonomiske interesser i Østersøområdet.
Særlig virkede den svenske toldpolitik frastødende i Hol
land. Endnu i 1646 forsøgte Korfitz Ulfeldt forgæves at få