129 / 237
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
1 2 7
hov for sikkerhed var dog lige stort, og overfor et mægtigt
og krigsvant Sverige følte man, at den hollandsk-danske
forsvarstraktat ikke slog til. Rigsrådet anbefalede derfor
regeringen at arbejde for en hollandsk garantitraktat for
Danmark, d.v.s. en forsvarstraktat med ubegrænset hjælp
til den angrebne; med andre ord en slags fortsættelse af
Danzigtraktaten, men uden dennes politiske begræns
n ing.29 Regeringen syntes stemt for tanken, og da der ind
løb den fortrøstningsfulde meddelelse fra Holland, at Ge
neralstaterne d. 18. okt. havde udsat ratifikationen af El-
bingtraktaten,30 anså man klimaet for godt. D. 23. nov.
mødte rigshofmesteren Gersdorff, kansleren Thomesen
Sehested og rentemesteren Reedtz op i de hollandske am
bassadørers logi, og her foreslog de en »ligue guarantie«
af så omfattende karakter, at de to parter næsten kunne
betragtes »som een stat«. En så overraskende plan havde
hollænderne slet ikke ordre til at diskutere, og de udtalte
i skånsomme vendinger, at det nok var mere realistisk at
forhandle om en begrænset udvidelse af hjælpen, som den
var fastsat i 1649-forbundet.31 Først efter endnu et halvt
års forhandling nåede man frem til en udvidelse af den
gensidige hjælp fra 4.000 til 6.000 mand.32 Alle forsøg på
at bevæge Holland til videregående foranstaltninger havde
været forgæves.
Den direkte følge af Hollands tilbageholdenhed i vin
teren 1656/57 blev, at Danmark begyndte en oprustning
og så sig om efter andre mulige venner. For, som Frede
rik III skrev til Charisius i Haag, der måtte skabes en så
dan sikkerhed, »at man ikke . . . . skulle stedse være an
dres discretion (forgodtbefindende) undergiven«.33 Derfor
forlangte kongen også af Rigsrådet d. 22. dec., at det al
vorligt skulle betænke, om Danmark ikke »for mange år
sagers skyld« burde opruste til det kommende forår. En
vigtig årsag var de indledte svensk-polske fredsforhand
linger, der kunne udvikle sig til noget højst farligt for