133 / 237
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
131
mark), som ganske tilintetgør det håb, man havde om et
godt udfald ved den polske diversion (o: afledende man
øvre), og giver liden sandsynlighed for, at man uden en
kraftig håndsrækning udefra vil kunne fordrive de sven
ske . . . ,«.47
Begivenheden såvel som den anførte bedømmelse gjorde
et voldsomt indtryk i Holland. Således kunne Charisius
skrive hjem fra Haag, at »de fleste er her hel perpleks
over de tidender med Frederiksodde«.48 Særlig i provinsen
Holland var man ivrig efter at støtte Danmark, således at
Charisius kunne håbe, »noget profitabel (fordelagtigt)
derudi at kunne med tiden effektuere«.49 Mange indså nu
nødvendigheden af at hjælpe Danmark, og forstod, »at
det høj tid er, sig selv at konservere, når ilden udi deres
nabolag overhånd tager«. En hjælp for den danske sag
var det også, at indbyrdes spænding mellem Frankrig og
England gjorde Holland noget dristigere.50
Men som altid tog det lang tid at nå til en beslutning i
Holland. Og Generalstaterne gik extra langsomt til værks
i denne sag,51 idet de sikkert nødig ville tage et for anti-
svensk standpunkt, førend de kunne sende en flåde i søen.
Og det kunne på grund af årstiden først ske i løbet af et
par måneder.
Som bekendt forstod Karl Gustav at udnytte den frist,
som vinteren gav ham. D. 30. jan. 1658 gik han med sine
tropper over Lillebælt til Fyn, og d. 5. febr. videre derfra
til Lolland-Falster og Sjælland. »Det håb, man havde gjort
sig om, på grund af et begyndende tøvejr, at se denne stad
befriet fra fjendens angreb, er senere ganske forsvundet«.
For at undgå at »sætte kronen, det kongelige hus, flåden,
kort sagt hele riget på spil«, som Beuningen skrev hjem ,0-
gik danskerne til den forhandling, der endte med den
meget hårde Roskildefred d. 26. febr. 1658. Den kom til
verden ved engelsk-fransk mægling, idet svenskerne stadig
holdt hollænderne udenfor.
9