137 / 237
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
Hvad Karl Gustav trængte til, var med andre ord et
pusterum, men vel at mærke under sådanne forhold, at
han samtidig kunne opretholde sin hær. Forhandlingerne
i København gav ham et nærliggende påskud til at for
længe sit ophold i Danmark udover den 1. maj, som var
afmarchdatoen ifølge Roskildefredens § 16. Han opgav re
solut allianceforhandlingen, som ikke kunne give noget
grundlag for at blive i Danmark, og lagde i stedet hoved
vægten på den samtidige forhandling om Roskildetrakta-
tens forståelse. Derved var han på traktatlig grund, og
stod langt fastere overfor de to mæglermagter England og
Frankrig såvel som overfor den øvrige verden.
Omslaget viste sig klart i Karl Gustavs instruks til am
bassadørerne i København den 23. april. Han beordrede
allianceforhandlingerne opgivet og krævede i stedet sin
opfattelse af Sundspærringen gennemtrumfet i en tillægs
aftale til fredstraktaten, den såkaldte Neben-reces. End
videre hed det, »at Kongl. Maytt. icke kan drage uth sin
armée för an som fredspacterne och alle desse föreskrefne
puncter och saker åre effterkomne«.64 Der var mange an
dre krav end dette, alle store og ensidige, som utvivlsomt
ville vække hårdnakket modsigelse. Der var f.eks. kravet
om aftakning af alle fremmede tropper i dansk tjeneste.
Karl Gustav ville ikke finde sig i et Danmark»j harnesck«,
da han ingen tillid havde til, at det ville holde freden. Hans
frygt for Danmark begrundedes med påstanden om, at det
»icke obekannt ähr, huadh consilia Beuningen ån suggere-
rar och huru (hvorledes) han ännu sökier att broulliera
(spolere) wårket, så och huru Rosenwinge medh the pol-
niske (polske), dansikske (danzigske) och brandenbur-
giske i Hollandh sammentreda och iem föra (samordner)
sine concilier (planer)«. De sidste påstande havde mest
karakter af propaganda beregnet for England og Frankrig.
De faktiske tilstande i Danmark var i virkeligheden
ganske andre. Den svenske hovedforhandler Steen Rielke